Så er det endelig fredag! Dette er tråden, hvor der kan snakkes om alt og intet.
Denne tråd oprettes automatisk af botten hver fredag kl 6.
Hvis du har spørgsmål til botten eller ønsker at bruge den på et fælleskab, så skriv til @President_Pyrus@feddit.dk .
God weekend!
Fri snak, vi starter ud med dybde idag :)
Jeg er virkelig ramt, af arbejdet, af livet med tre små børn, af livet som voksen. Voksen. Ja, hvad er det overhovedet? Ansvar. Utrolig meget ansvar.
Jeg er bagud med renoveringen af børneværelset, bagud med klargøringen til vinteren, bagud med de administrative opgaver på arbejdet, økonomien holder knapt, men der er mad på bordet og tag over hovedet.
Jeg tager arbejdet med hjem og sørger for, at de mennesker, jeg har under mine vinger, føler sig set, hørt og ikke alene. Kan mærke vinteren komme. En hård tid.
Selv arbejder jeg med netop den frygt. Men for mig er det ikke en frygt, det er en skam. Det er skyld. Det ligger så ufattelig dybt. Fra dengang i folkeskolen, hvor jeg stod alene. Fra dengang i ungdommen, hvor jeg drak og tog for meget. Fra dengang jeg stod alene i trøjen. Fra dengang jeg stod alene med en udadreagerende borger.
Eller er det her bare ADHDen der trykker…? Er det PTSDen?.. Argh. Tanker…
Det følger mig, og jeg håber inderligt, inderligt, at alle de mennesker, jeg forsøger at hjælpe, højne, forbedre og udvikle… alle dem, der fører en evig kamp på kanten af livet, samfundet og sig selv, bare mærker en flig af følelsen af ikke at stå alene.
Igen fyldte arbejdet det meste. Under det foregår en kamp for, at mine børn ikke oplever, mærker og tager det med videre, det, jeg kæmper med, tackler og lever med.
Og nu rammer skammen over, at dele det her. Det er ok jeg deler noget af det der fylder… Jeg har også plads.
Jeg er evigt taknemmelig for Danmark, for systemet, for hinanden, for mine medmennesker, for min familie og for mig selv. Ja og feddit.dk ;)
Ha en fantastisk weekend.
Alt du skriver kan jeg genkende en til en fra da ungerne var mindre. Og til dels stadig. En presset økonomi stresser mere end man forestiller sig, når man ikke har prøvet det. Lige da vi havde købt hus var vi ret fattige. Vi skulle have bil og kørekort til hustruen, vuggestuepladserne kostede over 7k om måneden. Det var så stressende når noget gik i stykker. Tandlægen tog hele budgettet. Reservedele til bilen skulle findes hos huggere. Alt var svært. Fik hjertebanken når der kom e-post fra skat osv.
Kender du forsøget med seasonarbejderne af Sendhil Mullainathan og Eldar Shafir. Henholdsvis adfærdsøkonom og psykolog. https://en.wikipedia.org/wiki/Scarcity:_Why_Having_Too_Little_Means_So_Much
De undersøgte intelligensen hos noget season arbejdre i indien ( sukkerør-arbejder, tror jeg ) lige op til høst og lige efter. Gruppen var interessant at måle på, fordi de fik deres års løn udbetalt på en gang lige efter høsten. De var altså ok velhavende lige efter høsten, og virkelig fattige i månederne op til høsten.
Deres præstationer i kognitive tests, arbejdshukommelse og logisk tænkning, var meget lave inden høst.
Efter høsten hvor bønderne havde fået betalt regninger og slap for de bekymringer fattigdom medfører, scorede de meget bedre i kognitive tests.
Forskellen i den målte IQ var som jeg husket det 13 til 14 IQ point på pre høst og post host.
Man skal ikke tage let på hvad knaphed gør ved os. Er fattige mennesker fattige fordi de er uintelligente og ikke kan klare sig? Eller er de (målt) uintelligente fordi de er fattige?
Angående din skam. Læg du bare den på hylden. Verden er fuld af mennesker der gerne vil hjælpe. Se bare tråden her.
Angeånde dine børn. Vi gør ofte børneopdragelse sværere end det behøver være. Hvis de får sund mad, søvn, kærlighed og skolegang og nogle udfordringer og tryghed, skal man næsten gøre en aktiv indsats for at fucke dem op. Så længe visse betingelser er opfyldt, udvikler de sig helt af sig selv :)
hvis du har det som mig, går du i helt i stå hvis der er alt for mange opgaver. Nogen gange er jeg nødt til at “lukke øjnene” og bare gå i gang med en af opgaverne. Det er altid starten der er den sværeste. Når man har været i gang i fem minutter, er det let at blive ved en time endnu. Og så når man faktisk ret meget. Jeg har også været nødt til at aflære at stresse over en væg af opgaver. Indså at jeg alligevel aldrig bliver opgavefri. Dagen hvor du sætter dig i sofaen og føler du har sat flueben ved alle ting, kommer aldrig. Så du kan lige så godt bare begynde at chille med det i dag.
Hvilke opgaver på badeværelset og i børneværelset er du i gang med? Og hvad er det for en klargøring til vinteren? Lav evt en liste. Sæt den vigtigste øverst. Start fra en ende. Delagtiggør din hustru i dine problemer. Ved slf ikke om du gør det. men hvis ikke: Du er ikke super mand. Du er en følsom sjæl der ikke kan komme gennem livet uden at dele både de hårde og gode ting med andre.
Jeg fik åbenbart, selvom jeg er 100 på jeg gjorde det… ikke indberettet moms korrekt, så bum 1400 kr i bøde… bare små 1400 kr, har gjort det vildt hårdt her. Vi har også tændt gasfyret, kan slet ikke overskue hvad det kommer til, at koste. Og vi har endda taget deb 2årige ud indtil den mindste starter igen, for både, at spare, men også for tiden med ham herhjemme. Fra maj næste år… 3 børn i institution! shit. Håber jeg kan bibeholde 32 timer.
Dykker ned i det! Lyder vildt interessant. Det her kan virkelig ændre noget ved mit arbejde også, altså give mig endnu mere mod ift. hvorfor det kan virker/være så svært, at være på ressourceydelser mm.
Tak, du har så ret. Vi har også talt om, om det måske er omstændighederne der gør, at det nu er dét vi fokuserer på. Sådan noget rent psykologisk, åh gud, gør vi det nu godt nok. For de stor trives egentlig.
Hvilke opgaver på badeværelset og i børneværelset er du i gang med? Og hvad er det for en klargøring til vinteren? Lav evt en liste. Sæt den vigtigste øverst. Start fra en ende. Delagtiggør din hustru i dine problemer. Ved slf ikke om du gør det. men hvis ikke: Du er ikke super mand. Du er en følsom sjæl der ikke kan komme gennem livet uden at dele både de hårde og gode ting med andre.
Du har ret, ja, lidt også ala det med at jeg ville vise lidt af hvert, af projekterne her hjemme. Det endte, fordi jeg simpelthen ikke engang kunne tage mig sammen og tage billeder af næste rum og vise her på feddit. Badeværelset: Jamen det er “færdig”, vil dog gerne få nyt toilet, få ordnet brusenichen (givet den en omgang, nye klinker eller noget maling over etc.) Børneværelset: Ungerne er jo små, så vi samsover alle sammen. Derfor er børneværelset vitterligt, bare et legerum. Vi har heldigvis fået malet endelig, men der er stadig gulvtæppet fra tidligere ejer. Også legetøj… intet andet. Jeg har masser af ideer, men kommer ikke igang. Og den store vil gerne have sin egen seng… Konen er guld og igang med ideer. Men så, skal vi også pga. livstilen have lånt en bil, hentet noget brugt et eller andet sted i DK, skilt det ad, samlet det igen osv. Konen er med over… mange ting ;) … hah
Træls. Ved godt hvor du mentalt befinder dig. Det er hårdt.
Hvad sker der hvis det venter to år eller fem år? Ville nok bare lade det stå og sænke skulderne. Hvad har du mest brug for: Et nyt toilet, eller et roligt nervesystem? Hvad har din familie mest brug for: Et nyt toilet, eller en farmand der hænger sammen? Hvem får et bedre liv af at der endnu en gang plastres et lag maling på en væg?
Angående børneværelset, lyder det heller ikke kritisk med at då det lavet.
Men kan godt forsåt du stresser lidt over det med gasfyret. Igen kan jeg genkende det. Havde oliefyr i huset da vi købte det. Stressede med at lave en masser brænde til brændeovnen. Købte en motorsav. Vidste intet om at fælde træer. Hentede affaldstræ rundt omkring for at få varme i hytten. omg. Købte også noget kløvet asketræ et sted som viste sig at være helt vådt, og sælgeren nægtede alt. havde ikke overskud til at gøre det store brokkenummer ud af det. Købte også afskær fra gulvfabrikker, hentede resttræ fra nedrivninger osv. Stod ude i garagen og skar det ud. Somme tider havde jeg det lidt som det der ud i ringenes herre når Frodo tager ringen på.
Har i øvrigt også lavet nummeret med moms ( eller var det selvangivelsen eller forskudsopgørelsen ) fordi jeg havde virksomhed fik jeg dagsbøder af 250 kr. Men lyder stramt med jeres økonomi. Har du lagt et budget for at se om det hænger sammen når alle tre starter i institution?
Ville ønske at en person med dyb faderlig autoritet for otte år siden havde sat sig ned og fortalt mig, at ingen havde brug for at jeg skulle udføre alle mine ideer, og at jeg ikke behøvede at have dårlig samvittighed over ikke at få dem udført. Det er mentalt sindssygt krævede at få en familie med små børn til at hænge sammen, særligt med presset økonomi. Hvis der er mad på bordet, varme i hytten og glade og tilfredse børn, har du gjort det godt nok. Du må godt sænke skuldrene og sætte din ynglings-anime på, eller hvad du laver for at zone ud. Hvis jeg var dig - forudsat at du har et tørt, varmt og funktionelt hus og der er mad på bordet - ville jeg bruge de få timer på døgnet hvor muligheden byder sig, til at lave dejlige og restituerende aktiviteter. Flyde, sex, cykle, musik, sove, ses med dejlige mennesker osv osv. Du er ikke i kapløb med nogen.
Det er jo ikke fordi du er uden talenter eller generelt mangler evnen til igangsætning ( er mit indtryk ). Du skriver da om og fremviser en livsstil her inde som jeg tror inspirerer en del der har både flere penge og for tiden ressourcer end du har. Det er flot : )
Jeg har faktisk også tænk at det må være helt vildt mentalt krævende at leve som I gør. Her hjemme spiser vi ikke mishandlede dyr ( grise, kyllinger osv ). Det skal helst være mindst økologi, men fra egen gård eller gårdbutik duer også. Og så spiser vi ikke kød særlig ofte. Min store datter er mega træt af kål og linser og bønner. Selv denne indsats synes jeg er lidt belastende. Og I kører jo så bare den indsats gange 30. Det må virkelig tage ressourcer og mental båndbredde.
Jeg kan relatere rigtig meget til det du beskriver.
Det her:
og det her:
er en kombination jeg kender fra mig selv. Jeg oplevede at stå alene det meste af min barndom, og senere kæmpede med selv-medicinering og også et hashmisbrug, og jeg har aldrig kunne finde ud af at bede om hjælp, og har altid følt, at jeg var ansvarlig for at løse alle problemer jeg stod over for. Og det kommer helt sikkert efter følelsen af at stå alene med alt for meget, i en alt for ung alder.
Det er ikke noget jeg har løst endnu, men jeg mærker helt sikkert at mine udfordringer er blevet mere mere tydelig, efter jeg har fået børn. Man får stillet det her spejl op foran en, og man bliver lige pludselig konfronteret med nogle traumer, fra da man selv var i den alder, som ens egne børn er i, og i dit tilfælde ser du det jo dagligt med de børn du arbejder med.
Jeg kan ikke huske om du har fået en adhd-diagnose allerede, eller om du bare mærker, at der nok er noget på spil der. En diagnose og medicin hjælper ikke på det du står med, men det kan være med til at give dig et overskud til at arbejde på det.
Der vil altid være børn der har brug for hjælp, og jeg vil nok frygte at det i sidste ende vil være dig, som kommer til at lide under det, fordi man kan ikke ene mand redde alle andre, og det er et stort nok arbejde at være der for ens familie og børn.
Jeg håber du får hjælp til det, for tror ikke mange alene kan arbejde sig igennem hvad der lyder som traumer.
Du ved garanteret en masse om det i forvejen i kraft af dit arbejde, men det handler måske om, at indse at man selv i grunden er den vigtigste person for en selv. Det med at man bliver nødt til at tage iltmasken på selv, før man kan redde andre.
Synes der er nogle fine pointer her: https://sarahauge.dk/behandling-af-udviklingstraumer/ selvom det ikke lige frem løser noget.
Jeg har selv tidligere gået til psykolog uden større success, men det har handlet om, at jeg ikke rigtigt har vidst hvad der var på spil, at jeg ikke har kunne forklare hvad jeg skulle have hjælp til, og jeg havde ikke pengene nok til at gå til en psykolog på ubestemt tid for at finde frem til det med en psykolog.
Jeg tror først det er begyndt at blive tydeligt nu hvor mine børn er blevet større. Min kone går igennem det samme, og oplever lige nu for første gang, at hun kan bede om den rigtige hjælp fra en psykolog, og dermed også få den rigtige hjælp. Hun har tidligere forsøgt at få hjælp, men det har aldrig rigtig rykket noget for hende, og hun har haft droppet psykologerne igen.
Alt det bedste til dig, og god weekend med børn og hustru, og husk at det er pisse hårdt at have børn, og at du allerede er pisse sej. På tidligere opslag ser du ud til at nå rigtig meget med den tid du har, men husk at passe på dig selv. Der er kun 24 timer i døgnet, og der er kun den energi der er, og den er måske begrænset i øjeblikket pga flere årsager. Man kan altid ønkse at ting gik nemmere, med renovering, almindelig husarbejde, osv, men det ændrer ikke på, at man ikke kan arbejde mere end det der er tid og energi til.
Det du skriver om spejlet, børnene stiller op foran en, rammer mig virkelig. Jeg genkender det præcis… jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at efterligne min egen far, og så står man dér og ser de samme ting ske, alligevel.
Angående din tilbagevendende henvendelse til, om jeg har fået en ADHD-diagnose: Fik den for år tilbage, har bare ikke talt meget om det her. Er på max dosis atomoxetin og det tager i hvert fald toppen, omend jeg bøvler lidt med bivirkninger for tiden.
Du har ret i din bekymring om, at det bliver mig, der lider under det. Arbejder faktisk med voksne nu, skiftede væk fra børn- og ungeområdet, da det var for hårdt. Omend den store forskel er, at der med de voksne føles mere ensomhed, traumer, suicidale tanker og en evig kamp mod systemet, hvor jeg ofte ender på den “gode” side og i en position, hvor ingen egentlig kender til mine egne skavanker. Eller bruger dem hvor det giver mening ift spejlet for den enkelte :)
Jeg er selv startet i terapi igen, både par og individuel, netop for at gøre mig selv maksimalt klar til endnu en barsel hjemme med de to små. Mine tidligere oplevelser med terapi spænder fra TRE over psykoterapi til psykolog, og selvom det gav indsigt, så forsvandt mine handlemønstre ikke rigtigt. Nu med tre børn skal jeg bare gøre noget.
KÆMPE respekt til din kone, og det bedste til hende… at finde den rigtige hjælp for første gang er en stor ting.
Og tak for dine sidste linjer. Der var mere varme i dem, end du nok selv er klar over. God weekend til dig også.
En følelse er aldrig forkert, så når du føler skam så er der ikke nogen der kan sige andet. Med det sagt, så kan jeg ikke se noget du behøves at føle skam over. At være lidt udenfor fællesskabet kan lige så vel være udenfor din kontrol. På trods af store forbedringer på området er der stadig stor stigmatisering af neuodivergens. Og for 20 år siden endnu mere. Når man naturligt falder udenfor normen er der bare lidt mere friktion så længe vi ikke er i et stærkt åbensindet samfund (vi nærmer os, men er der ikke helt endnu).
At du gør så meget for at hjælpe andre med ikke at føle det samme som du selv gjorde er tilgengæld super stærkt og jeg håber du føler stolthed over det! Du ønsker ikke at andre mærker din pinsel. Jeg er selv barnløs, det er måden jeg prøver at tackle det på, jeg har simpelthen ikke modet til forhindre det der skete for mig også ville ske for nogen jeg har ansvaret for. Så jeg er dybt imponeret over det du kæmper for!
Tak for det. Især dét med stigmatiseringen af neurodivergens dengang… det kender jeg jo egentlig alt til pga mit arbejde… Jeg gik i skole i en tid, som mange andre herinde, hvor vi ikke blev mødt med forståelse, men med “du må hellere se at ligne de andre”. Det sætter sig dybere, end man skulle tro. Husker tydeligt min klasselærers ord, da det blev for meget for mig; “Jamen X du er jo klassens klovn, du er selv skyld i det. Du skal bare opføre dig ordenligt”. Like WTF!
Derfor gør jeg nok også så meget mere, for de mennesker omkring mig, der IKKE skal opleve det samme, men bare rummelighed og forståelse!
Endnu en skam. Jeg har så svært ved, bare at være stolt over hvad jeg kan, og hvor dygtig jeg er til at være pædagog. Endda bare at skrive det her! Men tak, jeg er stolt!
Tak, og tak for dine mange gode vinkler, opslag og inputs!
Nu er det heldigvis heller ikke et krav at føle stolthed, ingen kan kræve det ene eller andet uanset situation. Vores følelser er komplekse og svære at forstå. Din skam kommer måske af en internaliseret “du er forkert” som så kommer igen når du får at vide “du bør føle stolthed, hvorfor gør du ikke det?”
Og det er derfor vi aldrig bør bagatellisere følelser eller forvente andre (eller os selv) føler noget specifikt. Men du kan føle stolthed! Jeg har selv oplevet hvordan følelser kan blive bagatelliseret og det eneste jeg kan sige er at din skam aldrig er forkert. Den bunder måske bare mere i noget fra fortiden en den givne situation lige nu.
Fx føler jeg også ofte en slags angst når folk spørger oprigtigt hvordan jeg har det. Det er ikke fordi jeg er bange for personen eller spørgsmålet men fordi det spørgsmål aldrig rigtig eksisterede for mig i min opvækst, så angsten er egentlig en følelsesforvirring af sorg over det jeg ikke havde. Men det gør mig stadig utilpas at blive spurgt og det er der ikke nogen der kan tage fra mig (tro mig, jeg har prøvet: mere ængstelighed!) og der heller ingen der kan sige at du ikke må føle skam. Følelsen er en kompleks reaktion på situationen, dig som person, og din fortid. Og andre kender kun en brøkdel af de sidste to hvis noget. Så husk at ingen følelse er en forkert følelse! Det bedste er at lade den passere af sig selv eller studere den for at prøve at forstå hvor den kommer fra.
Du rammer nogle underligt, vigtige pointer, jeg ikke før har skænket en tanke. Jeg har altid tænkt, det var noget ala jantelov internaliseret pis i mig, men nej du har nok ret. Det er noget dybere. Selvf. kan jeg føle stolthed, men om jeg har anerkendt det selv. Pas. Jeg har følt stolthed over menneskerne omkring mig og hvor utrolig seje de er. Men… ja. :) tak!
Jeg er glad for at det kunne gavne! Jantelov kan også have haft en lille indflydelse. Den lidt mere grove version “du skal ikke tro du er noget” er heller ikke just noget der siger “lyt til dine følelser. Stol på dine følelser”
Selvom janteloven på nogle punker kan være brugbar, så tror tror jeg også at den er skadelig på andre.
Tak fordi du deler <3
Det lyder også hårdt, det du oplever!
Ved godt at du er meget passioneret omkring dit arbejde, hvilket er fantatastisk, men tager du arbejdet med hjem fordi du er nødt til det eller fordi du ikke kan lade være? Hvis det er det sidste så taler jeg af erfaring og vil opfordre dig til at lase være, også selvom det kribler i hele kroppen efter at gøre det. Det er sådan man smadrer sig selv så meget at man næsten ingenting kan.
Kender også godt til følelsen af skyld og skam. Jeg ved ikke om dette er gældende for dig, men har selv en tendens til at yde 110% fordi mit værd blev vurderet på hvad jeg kunne og ikke på at jeg bare var mig og fortjente at føle mig okay som jeg er. Så bliver det svært at finde sin indre stopklods fordi man altid er midt i en stræben efter at være god nok, men aldrig opnår det fordi det ikke er inde i en selv til at begynde med. Kan jo godt være det er noget helt andet, der er på spil for dig, men synes bare godt jeg kan genkende det der med at gøre sit bedste og ikke føle at det er godt nok.
At du også har ADHD og PTSD oven i al travlheden, som er hård nok selv for folk der ikke har “hæmninger” gør jo ikke situationen nemmere. Forstår sgu godt, at du føler dig slidt! Og kender det også selvom jeg ikke officielt har nogen diagnose på noget. Kender godt følelsen af at blive totalt overvældet og have svært ved at rumme det hele - fordi ens hjerne er dum og prøver at rumme alting samtidig, lol.
Det hele er lidt som at stå i en båd fuld af huller og skovle vandet ud så den holder sig oppe. På afstand er det ikke noget andre kan se, så skuden er stadig ovenvande ligesom alle andres, men tæt på er det en konstant kamp og der er ikke tid eller overskud til at tjekke sejlene eller stå og hygge sig ved roret som de andre bådentusiaster gør omkring en.
Kram herfra! Håber at det hele bliver lidt nemmere på et tidspunkt for det fortjener du sgu!
Tak for krammet, og for båd-billedet – det sidder lige i skiven… Som altid er du skarp ;)
Fordi jeg er så bange for, at den enkelte sidder en aften, en weekend eller længere og ikke rækker ud. Pt. har jeg mobiltelefonen åben weekenden over for en, som er selvmordstruet. Det er bare vigtigt for mig, at hvis vedkommende er så bange for at række ud til Livslinjen, så er jeg der i hvert fald.
<3 og det er jo skørt af os, for du har et hjerte og en hjerne af guld. En omsorg og empati for verdens vidunderlige finurligheder, jeg sjældent møder. Men ja, den lille mig, der sidder derinde og kæmper for krammet, der aldrig kommer. Så længe vi genkender noget i hinanden, så healer vi vel sammen… så fjollet psykologisk som det end er :) (mens jeg sidder og griner lidt her for mig selv!)
Hah ja, imens lapper jeg så alle andres både og hjælper med at tømme dem for vand. Omend jeg dog selv, som her, rækker ud, fortæller og i stigende grad forsøger at vise mig selv, at det er ok at være sårbar, og at jeg lige kan fikse det der hul selv…
Kram igen! :)
Det kan jeg egentlig godt forstå! Min kæreste havde også en lang og hård periode, hvor han stod til rådighed 24/7 for en, der måske ikke var selvmordstruet, men i hvert fald meget meget meeeget presset og det tog den tid det tog. Han snakker aldrig om sit arbejde pga. tavshedspligt, men han endte med at snakke med mig om det i grove træk hen over månederne fordi det var for hårdt at gå med det selv. Jeg ved stadig ikke ret meget om situationen, andet end at det var alvorligt og at min kæreste var nødt til at være der for vedkommende indtil det var sikkert nok at slippe vedkommende. Taler du med din kone om, hvordan du har det eller går du mere med det selv? Forstår sgu godt at det tærer på dig. Det er et kæmpe ansvar at sidde med et andet menneskes liv i hænderne på en måde! Det ved jeg heller ikke om jeg ville kunne tage fri fra. Er du den eneste som vedkommende kan henvende sig til eller er der mon en kollega, hvor I kan sidde vagt på skift i weekenderne så borgeren ikke er alene, men du også får en pause?
Haha, tak for komplimenterne :#) og ja jeg tror også vi heler noget i hinanden når vi deler tanker og følelser med andre og vice versa. Det er sgu vigtigt! Under alle omstændigheder så skal du vide, at jeg synes, at du er god nok som du er og det er jeg sikker på at der er mange andre i dit liv, der også synes! Ellers er de nogle paphoveder xD Min kæreste siger altid til mig “du gør det jo så godt du kan og det er også godt nok”, så den skal du også lige have med på vejen!
Det er sgu også hårdt at lappe andre folks både mens ens egen båd er fyld med vand @,@ Synes at det er godt at du åbner op! Hvis det kan give dig blod på tanden til at være lidt mere sårbar irl overfor en du stoler på, så er det sgu også en win/win! Det gør det lidt nemmere at være overskudsagtig ude i verden, hvis man bare har ét sted hvor man kan være pisse ynkelig og vide at det må man godt være. Jeg er generelt kendt for at være mega glad og positiv og en yes can do-type ude i det virkelige liv, men i tunge perioder kommer jeg hjem og får æslet fra peter plys til at ligne en jubeloptimist xD det gør det hele lidt nemmere at holde til. Kunne godt unde dig at du også kunne lufte ud i følelserne så du ikke knækker på at skulle være den stærke hele tiden! Det dutter nemlig ikke!
Kram til dig <3
Først, så netop den der tavshedspligt er hårdt at gå med selv, der er så meget man går med selv. Altså der er selvf. måder hvorpå jeg kan få støtte af kollegaer, leder osv. men det er ikke altid det samme, som at fortælle det til ens nærmeste osv.
Ja lige her, nej, i den stilling jeg sidder i er jeg alene omkring det. Der er heller ikke noget der hedder weekend støtte. Kommunen har et åbent sted, også er der diverse telefonlinjer, PAM osv. Men i realiteten så er min generelle oplevelse, at det ikke bruges og tilliden til systemet er brugt op. Hvorfor jeg så sætter mig til rådighed, når livet når der ud. Det betyder ikke, at jeg ikke sammen med den enkelte ikke ligger en strategi, en safety plan, øver at ringe til diverse osv. så hvis mørket tager over, så står vedkommende helt alene. Nej nej! Der er en sikkerhed, og jeg har ro i det. Men alligevel, så er jeg da bange for, at det ikke var nok. Mange af de opgaver vi får er hårde og meget komplekse, hvorfor vi på den anden side, også tit opnår ret gode resultater, pga den tilgang, metoder osv. som burde et eller andet sted være standart, men det er ikke de følelser mange sidder med.
Lyt til det kloge, kloge menneske ;)
Jeg øver mig, det gav mig meget mere end jeg havde regnet med, at åbne lidt op idag for lidt af det. Kender det med, at være lidt for “juleoptimist” ;) hæh, glæder mig også til julen haha.
Mange tak for at du deler! Jeg har også følt mig presset psykisk i det sidste (har faktisk også et børneværelse der skal renoveres) og det hjælper mig at føle at jeg ikke er alene. Tak! Jeg håber weekenden giver noget ro og fred.
Tak for de respektfulde ord, det betyder meget.
Jeg kunne have fået en køjeseng til ungerne denne weekend, gratis… men magtede/magter det ikke. :)