Jeg kan relatere rigtig meget til det du beskriver.

Det her:

Fra dengang i folkeskolen, hvor jeg stod alene. Fra dengang i ungdommen, hvor jeg drak og tog for meget. Fra dengang jeg stod alene i trøjen.

og det her:

Og nu rammer skammen over, at dele det her. Det er ok jeg deler noget af det der fylder… Jeg har også plads.

er en kombination jeg kender fra mig selv. Jeg oplevede at stå alene det meste af min barndom, og senere kæmpede med selv-medicinering og også et hashmisbrug, og jeg har aldrig kunne finde ud af at bede om hjælp, og har altid følt, at jeg var ansvarlig for at løse alle problemer jeg stod over for. Og det kommer helt sikkert efter følelsen af at stå alene med alt for meget, i en alt for ung alder.

Det er ikke noget jeg har løst endnu, men jeg mærker helt sikkert at mine udfordringer er blevet mere mere tydelig, efter jeg har fået børn. Man får stillet det her spejl op foran en, og man bliver lige pludselig konfronteret med nogle traumer, fra da man selv var i den alder, som ens egne børn er i, og i dit tilfælde ser du det jo dagligt med de børn du arbejder med.

Jeg kan ikke huske om du har fået en adhd-diagnose allerede, eller om du bare mærker, at der nok er noget på spil der. En diagnose og medicin hjælper ikke på det du står med, men det kan være med til at give dig et overskud til at arbejde på det.

Der vil altid være børn der har brug for hjælp, og jeg vil nok frygte at det i sidste ende vil være dig, som kommer til at lide under det, fordi man kan ikke ene mand redde alle andre, og det er et stort nok arbejde at være der for ens familie og børn.

Jeg håber du får hjælp til det, for tror ikke mange alene kan arbejde sig igennem hvad der lyder som traumer.

Du ved garanteret en masse om det i forvejen i kraft af dit arbejde, men det handler måske om, at indse at man selv i grunden er den vigtigste person for en selv. Det med at man bliver nødt til at tage iltmasken på selv, før man kan redde andre.

Synes der er nogle fine pointer her: https://sarahauge.dk/behandling-af-udviklingstraumer/ selvom det ikke lige frem løser noget.

Jeg har selv tidligere gået til psykolog uden større success, men det har handlet om, at jeg ikke rigtigt har vidst hvad der var på spil, at jeg ikke har kunne forklare hvad jeg skulle have hjælp til, og jeg havde ikke pengene nok til at gå til en psykolog på ubestemt tid for at finde frem til det med en psykolog.

Jeg tror først det er begyndt at blive tydeligt nu hvor mine børn er blevet større. Min kone går igennem det samme, og oplever lige nu for første gang, at hun kan bede om den rigtige hjælp fra en psykolog, og dermed også få den rigtige hjælp. Hun har tidligere forsøgt at få hjælp, men det har aldrig rigtig rykket noget for hende, og hun har haft droppet psykologerne igen.

Alt det bedste til dig, og god weekend med børn og hustru, og husk at det er pisse hårdt at have børn, og at du allerede er pisse sej. På tidligere opslag ser du ud til at nå rigtig meget med den tid du har, men husk at passe på dig selv. Der er kun 24 timer i døgnet, og der er kun den energi der er, og den er måske begrænset i øjeblikket pga flere årsager. Man kan altid ønkse at ting gik nemmere, med renovering, almindelig husarbejde, osv, men det ændrer ikke på, at man ikke kan arbejde mere end det der er tid og energi til.