Det du skriver om spejlet, børnene stiller op foran en, rammer mig virkelig. Jeg genkender det præcis… jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke at efterligne min egen far, og så står man dér og ser de samme ting ske, alligevel.

Jeg kan ikke huske om du har fået en adhd-diagnose allerede

Angående din tilbagevendende henvendelse til, om jeg har fået en ADHD-diagnose: Fik den for år tilbage, har bare ikke talt meget om det her. Er på max dosis atomoxetin og det tager i hvert fald toppen, omend jeg bøvler lidt med bivirkninger for tiden.

Der vil altid være børn der har brug for hjælp, og jeg vil nok frygte at det i sidste ende vil være dig, som kommer til at lide under det, fordi man kan ikke ene mand redde alle andre, og det er et stort nok arbejde at være der for ens familie og børn.

Du har ret i din bekymring om, at det bliver mig, der lider under det. Arbejder faktisk med voksne nu, skiftede væk fra børn- og ungeområdet, da det var for hårdt. Omend den store forskel er, at der med de voksne føles mere ensomhed, traumer, suicidale tanker og en evig kamp mod systemet, hvor jeg ofte ender på den “gode” side og i en position, hvor ingen egentlig kender til mine egne skavanker. Eller bruger dem hvor det giver mening ift spejlet for den enkelte :)

Jeg håber du får hjælp til det, for tror ikke mange alene kan arbejde sig igennem hvad der lyder som traumer.

Jeg er selv startet i terapi igen, både par og individuel, netop for at gøre mig selv maksimalt klar til endnu en barsel hjemme med de to små. Mine tidligere oplevelser med terapi spænder fra TRE over psykoterapi til psykolog, og selvom det gav indsigt, så forsvandt mine handlemønstre ikke rigtigt. Nu med tre børn skal jeg bare gøre noget.

Jeg tror først det er begyndt at blive tydeligt nu hvor mine børn er blevet større. Min kone går igennem det samme, og oplever lige nu for første gang, at hun kan bede om den rigtige hjælp fra en psykolog, og dermed også få den rigtige hjælp. Hun har tidligere forsøgt at få hjælp, men det har aldrig rigtig rykket noget for hende, og hun har haft droppet psykologerne igen.

KÆMPE respekt til din kone, og det bedste til hende… at finde den rigtige hjælp for første gang er en stor ting.

Og tak for dine sidste linjer. Der var mere varme i dem, end du nok selv er klar over. God weekend til dig også.