Er du den eneste som vedkommende kan henvende sig til eller er der mon en kollega, hvor I kan sidde vagt på skift i weekenderne så borgeren ikke er alene, men du også får en pause?

Først, så netop den der tavshedspligt er hårdt at gå med selv, der er så meget man går med selv. Altså der er selvf. måder hvorpå jeg kan få støtte af kollegaer, leder osv. men det er ikke altid det samme, som at fortælle det til ens nærmeste osv.

Ja lige her, nej, i den stilling jeg sidder i er jeg alene omkring det. Der er heller ikke noget der hedder weekend støtte. Kommunen har et åbent sted, også er der diverse telefonlinjer, PAM osv. Men i realiteten så er min generelle oplevelse, at det ikke bruges og tilliden til systemet er brugt op. Hvorfor jeg så sætter mig til rådighed, når livet når der ud. Det betyder ikke, at jeg ikke sammen med den enkelte ikke ligger en strategi, en safety plan, øver at ringe til diverse osv. så hvis mørket tager over, så står vedkommende helt alene. Nej nej! Der er en sikkerhed, og jeg har ro i det. Men alligevel, så er jeg da bange for, at det ikke var nok. Mange af de opgaver vi får er hårde og meget komplekse, hvorfor vi på den anden side, også tit opnår ret gode resultater, pga den tilgang, metoder osv. som burde et eller andet sted være standart, men det er ikke de følelser mange sidder med.

Min kæreste siger altid til mig “du gør det jo så godt du kan og det er også godt nok”, så den skal du også lige have med på vejen!

Lyt til det kloge, kloge menneske ;)

Kunne godt unde dig at du også kunne lufte ud i følelserne så du ikke knækker på at skulle være den stærke hele tiden! Det dutter nemlig ikke!

Jeg øver mig, det gav mig meget mere end jeg havde regnet med, at åbne lidt op idag for lidt af det. Kender det med, at være lidt for “juleoptimist” ;) hæh, glæder mig også til julen haha.