Endnu en uge er gået og søndag er derfor en god dag hvor man kan reflektere over sit mentale helbred og dele sine tanker og på den måde afrunde den forgangne uge.
Hvordan har du haft det? Er der noget, der har fyldt meget, gjort dig glad, eller måske været udfordrende?
Del så meget eller så lidt, som du har lyst til.
Denne tråd oprettes automatisk af botten hver søndag kl 06.
Hvis du har spørgsmål til botten eller ønsker at bruge den på et fælleskab, så skriv til @President_Pyrus@feddit.dk .
Først og fremmest en opdatering fra vores lille hjørne af verden. Konen er, stadig gravid og hvor vi for en uge siden havde en rigtig god oplevelse med fødeafsnittet og jordemødrene, har det desværre taget en markant drejning.
Fredag var konen så presset af smerter og manglende søvn, at vi kontaktede fødeafsnittet igen. Vi havde tidligere fået besked på at gøre netop det, hvis smerterne fortsatte eller blev værre. Ved første kontakt fredag var de forstående, men kunne ikke gøre mere på grund af manglende ressourcer. Det kan jeg egentlig godt forstå, men de lagde dog vægt på, kontakt os igen. Konen følte ikke, at være blevet mødt.
Lørdag blev det en helt anden historie. Konen ringer igen, fortæller om smerternes intensitet, om hvordan forløbet har været de seneste uger, og om de komplikationer, hun har haft ved tidligere fødsler. Hun bliver ikke mødt med forståelse eller bekymring, men med en dialog, der desværre endte sådan her:
Konen: “Jeg har det meget svært med de mange smerter og symptomer. … (Skåner jeg for beskrivselserne) …siden søndag har jeg været åbnet næsten 4 cm, og livmoderen er forkortet. Tager Panodil og bruger varmepude. Men jeg sover ikke, er mentalt på et hårdt sted. Jeg har også en historik med fødselskomplikationer og præmatur. Aftalen med jer er, at jeg kontakter jer igen, hvis det fortsatte. Forresten så har jeg brug for at fortælle, jeg havde en samtale i går, som jeg blev rigtig ked af, hvor jeg følte jeg ikke blev mødt.”
Jordemoder: “Jamen, det du oplever er jo normalt. Det kan vi ikke hjælpe dig med. Du kan tage et varmt bad og Panodil hver 6. Time.”
Konen: “Okay, men jeg har så stærke smerter, og jeg føler ikke Panodil eller bad virker. Jeg fik besked på at kontakte jer igen efter nogle dage, hvis det fortsatte både af jer sidste søndag og af min egen jordemoder tirsdag?”
Jordemoder: “Jamen, vi sætter ikke fødsler i gang før uge 39!”
Konen: “Jeg siger ikke, at jeg vil sættes i gang. Jeg har brug for hjælp mod smerterne og en håndsrækning til det mentale.”
Jordemoder: “Jamen, tag en Panodil hver 6. time og et varmt bad.”
Konen: “Jeg er blevet lovet, at hvis smerterne blev værre, kunne jeg komme ind til jer?”
Jordemoder: “Det må du da gerne… Men hvad nytter det?”
Konen: “Jeg kan mærke, at samtalen bliver ubehagelig, og jeg bliver paf.”
Jordemoder: “Må jeg ikke lige få dit CPR-nummer?”
Konen: “Nej, det må du ikke. Jeg lægger på nu, for jeg finder samtalen ubehagelig.”
Jordemoder: “Nå, okay.”
Det er svært at sætte ord på, hvor frustrerende og nedslående det er at blive mødt sådan, når man hat sat sin lid til systemet. Konen har gjort alt, hvad hun kunne fulgt anvisninger, søgt hjælp, og forsøgt at kommunikere tydeligt. At blive afvist med en Panodil og et varmt bad, når man står midt i det her, det føles nedværdigende. Vi var faktisk i tvivl om, det var os der var for pylrede. Det er vi absolut ikke, det her handler om at blive mødt med respekt og medmenneskelighed, når man rækker hånden ud.
Så det var vores kedelige opdatering for denne gang. Vi håber, at ugen har været bedre for jer andre derude. ✨
På en helt anden note åbnede jeg for Civ 7 i aftes. Det var en god oplevelse, selvom jeg stadig er skuffet over det nye spil. Det ser dog ud til, at de har lyttet og retter til med en kommende opdatering. Selve spillet er også fint nok egentlig.
Typo: hæhæ beskrivselser. 😂 cute.
Vi havde lidt den samme oplevelse med vores fødegang. Men jeg kan næsten ikke blive sure på dem over det. Alle jordmødre vi har haft mødt igennem vores sammenlagt 50 timers fødsel har været de sødeste mennesker, men hvis min kone har haft ringet ind pga smerter, så forsvinder den der empati og forståelse ligesom for dem over telefonen, nok fordi man “forstyrrer” dem midt i at hjælpe nogen som allerede er indlagt.
Det må være enormt svært for dem at skelne mellem dem som har smerter udover det sædvanlige og dem som har almindelige smerter. Jeg kunne forestille mig at de får alt for mange opkald fra kvinder som har “almindelige” smerter. Min kone hører lidt til den sidste gruppe her, hun håndterer generelt smerte rigtig dårligt, men hendes oplevelse er selvfølgelig lige så rigtig som andres, men svært at gøre så meget ved. Men, så går det ud over dem som har brug for hjælp, som har smerter uden for det normale.
Men det har lært os, at sætte os godt ind i hvad der normalt og unormalt, og hvad der differentierer det normale fra det unormale og så lægge vægt på de ting, fordi det er de nøgleord de leder efter når man ringer ind.
Men held og lykke med det hele, og råb højt og stå ved jeres oplevelse! Graviditet og fødsel er godt nok en bitch for de fleste. Selvom at smerterne er “normale”, så kan oplevelsen af dem altså være mindst lige så vigtige/rigtige. Bliver din kones nervesystem kørt fuldstændig i bund, så har hun ikke noget at stå i mod med til fødslen og tiden bagefter, og hvis hun så heller ikke føler sig hørt fra sygehuset, så kan det godt blive svært. Tag evt fat i jeres egen læge og fortæl om jeres oplevelse, så i kan få lagt en plan for at de kone bedre kan komme igennem den sidste tid. Det gjorde vi og det hjalp enormt meget for min kone, at blive hørt og få lagt en helt konkret plan.
Tak for dit indlæg, det giver virkelig stof til eftertanke.
Du har helt ret i, at jordemødrene har et utroligt svært job, og de er ekstremt dygtige, hvor de hele tiden skal vurdere, hvem der har mest brug for hjælp lige nu. Som resten af sundhedsvæsnet.
Og ja, det må være umuligt at skelne mellem “almindelige” smerter og noget, der kræver akut opmærksomhed, når man sidder i den anden ende af en telefon.
Jeg kan godt forstå, at du ikke bliver sur på dem. Vi har også mødt fantastiske jordemødre, når vi har været inde, de er virkelig dygtige og omsorgsfulde.
…det her med telefonkontakten… det er, som om der sker et skift. Jeg skal nok bare lige have det lagt, også ikke lade det overskygge forløbet. Og jeg er også max presset og træt.
Følelsen af, at man pludselig bare “endnu et opkald”, og den der empati og forståelse, man møder ansigt til ansigt, forsvinder lidt. Det er nok, som du siger, fordi de er midt i at hjælpe nogen, der allerede er indlagt, og så bliver man til en “forstyrrelse”.
Vi har også lært, at man skal være rigtig præcis med, hvad man siger, når man ringer. Men selvom vi prøvede at være gode beskrivende, så endte det alligevel med et “tag en Panodil”.
Det, du skriver om at sætte sig ind i, hvad der er normalt og unormalt, er virkelig godt. Vi har også prøvet at lære det, især efter de tidligere fødsler. Der er virkelig meget misinformation og tabt viden.
Tak for dine ord og din forståelse. Det betyder meget at høre fra nogen, der har prøvet noget lignende. Og du har helt ret graviditet og fødsel er en “bitch”, uanset hvordan det går. Men det hjælper at vide, at man ikke er alene i det.
Jeg tager fat i lægen, vi har også en jordemoder tilknyttet. Tager en samtale med dem om det hele.
Jeg forestiller mig at det er en kombination af tilvænning og ressourcer. Der er nok gravide der ringer ind hele tiden om bekymringer og når de eksponeres for de bekymringer konstant er det nok svært at blive følelsesmæssigt investeret i hver eneste af dem. Samtidig har de nok ikke ressourcer til at få enhver bekymret gravid indlagt en aften (eller hvad i tænkte der skulle ske ved at komme ind, ved ikke hvad i har tænkt). Fødegangene har nogle gange meget travlt.
Det er desværre et udpint system der ikke kan gribe alle bolde og nu var i den uheldige bold der blev tabt på gulvet. Det er selvfølgelig ikke i orden.
Tak for dit svar. Ja, du har ret i, at det er symptomer på et udpint system. Men det er også et symptom på et system, der ikke bare mangler ressourcer det mangler også konsistens og ansvarlighed.
Det var ikke os, der lagde op til kontakten. Det var fødeafsnittet selv, der både søndag og tirsdag bad os om at ringe igen, hvis smerterne fortsatte. De sagde lige ud, at konen ikke skulle være i den situation, hun var i. Samt at hun skulle have hjælp, hvis det blev værre. Dertil var hun så langt, at fødslen nok skulle igsng inden for dage.
Og så, når vi følger deres egne instruktioner, bliver vi mødt med en 180-graders drejning: Pludselig er det “normalt”, pludselig er der “ingenting at gøre”, pludselig er det os, der er “for pylrede” (egen tolkning)
Det er for mig et spørgsmål om måden, det håndteres på. Når vi alle møder det offentlige og får handlemuligheder, henvisninger og endda lovning, at man kan få hjælp, og så bliver man afvist med en Panodil og et “hvad nytter det?”, så er det ikke bare et system under pres, det er et system, der svigter sine egne løfter.
Det et vigtigt vi pointeret det her, så vi ikke er med til, at retfærdiggøre systemet.
Noob spørgsmål: hvorfor har hun ondt ? Husker ikke at min hustru havde smerter før veerne startede. Er de startet? Er fødslen for tidligt i gang?
Veerne startede for en uge siden. De kom med 7-10 minutters mellemrum, nogle ret lange og med dem fulgte endnu hårde smerter i nedre ryg, underliv og mave ,( der har været markant flere smerter i 2. Og 3. trimester). Derfor tog vi kontakt til fødeafsnittet både lørdag og søndag. Det var ikke bare “øvelsesveer” eller “ubehag”, det var rigtige veer i følge fødeafsnittet, og de holdt ved. Dertil åbnede hun sig hurtigt. Vi troede, det kunne være præmaturfødsel, for begge de andre børn blev født i uge 35+. Så det var ikke urimeligt at forvente, at det ville ske igen. Men de ville ikke igangsætte, da vi samen var enige om, at det bedste var at vænte for nu, i håbet om, at barnet blev inde lidt mere og konen selv igangsatte fødsel.
Så denne graviditet har været markant hårdere end de andre. Flere smerter, flere veer, mere slid.
Der var også stor forskel på vores. Den ene tog over 24 timer. Med den anden nåede vi stort set ikke på hospitalet. Det er så vild en tid der slet ikke kan beskrives eller sammenlignes med noget andet. Det er bare stort. Held og lykke med det.
Jeg varmede et fugtigt håndklæde der lå i en plastikpose op i mikroovnen og holdte det min min kones lænd. Det var faktisk det der gav den største smertelindring.
Hvis din kone er bange, måske bange for de kommende smerter, tror jeg den bedste smertelindring man kan give, er at få reduceret angsten. Da min kone og jeg var i gang med at føde i over 24 timer, overhørte jeg en del andre fødsler. Og der tegnede sig en mønster. Angst og panik gjorde alt værre. Og omvendt, med rette ro, kunne det meste klares.
Det er en lifesaver, jeg står også med en slynger hver dag (altså ikke i kone i slyngen, tøhø), rundt om maven, også står jeg bagved og afhjælper “byrden” og laver rysteøvelser mm. Der er mange små hjemmefif, der virkelig gør en forskel!