Forskellen er seriøsiteten i handlingen som værktøjet skal bidrage. Når jeg skylder nogle penge og siger “Dem Vipps’er jeg lige til dig”, står vi stadig i gælden og forvirringen, indtil modparten har forstået hvad der forgår. Når du Google’er eller beder andre om at Google’e noget, skylder ingen noget til nogen. MobilePay beskriver klart og tydeligt hvad der forgår, uden at nogle føler gælden ignoreret, når du trækker telefonen op ad lommen i stedet for din pung.
På engelsk er det endnu værre. “Can I vipps you?” Lyder som noget Urban Dictionary har fundet på. Versus “Can I MobilePay you?” som klart og tydeligt forklarer den finansielle intention og mindsker forvirringen i alt fra en bar, entré, frisøren, eller andre steder hvor det muligvis skal gå hurtigt.
Jeg prøvede forklare hvor rart det kan være at navnet er præcist. Ikke at det er godt. Man kunne sagtens finde et mere catchy navn, men skal det være kort, klart, og præcist beskrivende. Er MobilePay meget rart. For mig er det rent praksis. Jeg har brug for at bartenderen ved hvad jeg spørger om, om han kommer fra udlandet og er ny på jobbet, eller om han har boet her i mange år.
“MobilePay?” “No, card only” Det virker fordi det ikke forsøger at være et smart eller catchy navn