Tak, Drømmer ❤️

Du er sgu altid så sød!

Vi har ikke de bedste erfaringer med psykologer herhjemme så det bliver nok lidt modvilligt, men tror ikke mine søskende lader mig slippe.

Det gode ved at have været i kræftpakken er at jeg åbenbart kan få gratis psykologtimer i kræftens bekæmpelse. Hvilket er fint, for jeg gider ikke betale for at en eller anden fidus kan sidde i en time og sige “mhm” mens jeg laver alt arbejdet for dem.

Håber også at denne uge bliver lidt bedre. Er stadig meget ked af det. Og vred. Det er som om noget meget, meget gammelt indeni er begyndt at bløde ud. Min kæreste og jeg har fundet frem til at kernen af alt det her handler om frygten for at blive efterladt. Meget simpelt. Tror at alt det med mit bryst satte det i gang, for jeg græd sgu ikke synderligt meget over at jeg kunne dø af det, hvis alt gik galt eller at jeg skulle igennem en større operation. Det var det der med at indse at der faktisk var ret mange mennesker omkring mig som ikke var ligeglade. Det var et totalt chok og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med det for jeg har altid følt at jeg ikke var specielt vigtig for nogen når det kom til stykket. Jeg er en biperson i mit eget liv.

Jeg tror ikke rigtig mit system kan håndtere at jeg faktisk er holdt af. Det er skræmmende. Det var nemmere da mit mentale billede af min egen begravelse var en tom kirke med et par folk, der var der, bare for at være flinke.

Måske giver det ikke mening, men det var nemmere at være ligegyldig end pludselig at betyde noget for nogen. Så er man tvunget til at konfrontere, hvor ondt det har gjort at leve på den anden måde hele sit liv.