Endnu en uge er gået og søndag er derfor en god dag hvor man kan reflektere over sit mentale helbred og dele sine tanker og på den måde afrunde den forgangne uge.
Hvordan har du haft det? Er der noget, der har fyldt meget, gjort dig glad, eller måske været udfordrende?
Del så meget eller så lidt, som du har lyst til.
Denne tråd oprettes automatisk af botten hver søndag kl 06.
Hvis du har spørgsmål til botten eller ønsker at bruge den på et fælleskab, så skriv til @President_Pyrus@feddit.dk .
Haft en super fin uge på ferie i det svenske, nu er der kun en lille uge igen.
Vi har haft besøg af et vennepar med en på 2år og en på 6 mdr. De var da hyggelige at have på besøg, men også dejligt med roen efter de tog afsted. Så har vi lidt mere overskud til vores egen lille mand, gik lige en halv dag til at puste ud oven på det.
Har fået presset et par korte ture med hunden ind efter skovfugl, og det er gået over alt forventning, simpelthen en fantastisk følelse når samarbejdet med hund og mand går op i en højere enhed. Plus alle de timer man har brugt på træning ikke er spildt.
Glæder mig til at bettemanden bliver stor nok til at kunne komme med.
Mødte en Hollænder der havde sin autocamper i skoven. Hun havde fået filmet en los med sit vildtkamera.
Fantastisk dyr.
Bare en veritabel katastrofe at have den på sin jagt. Så nu har jeg kæmpe øv på over det. 🙁
Brød fuldstændig sammen til et arrangement i går. På den værst tænkelige måde og på det værst tænkelige tidspunkt. Græd uafbrudt i to timer.
Det var en af mine søskendes 50 års fødselsdag og jeg ville bare med, men jeg havde det så forfærdeligt i dagene op til. I fredags var jeg simpelthen så ked af det, men tænkte, at jeg godt kunne klare det.
Og så mødte jeg op i går og min søsken holdt en meget sød tale om hvad det vil sige at være en familie og hvordan vedkommende ville leve sit liv fremadrettet med os i rummet som deres familie. Og så skulle vi synge en sang, som lå under vores tallerkener.
What A Wonderful World.
Fuck.
Åh nej.
Jeg holdt masken indtil vi kom til “they’re really saying I love you” og så faldt jeg fuldstændig fra hinanden. Måtte gå ud på toilettet og lige sunde mig. Det gik ikke. Gik ned i kælderen, hvor der var flere toiletter så jeg lige kunne tage mig sammen. Endte med at stå og tude virkelig længe. Kunne slet ikke tage mig sammen.
Mine søskende fandt mig og ja. De brugte de resterende timer indtil at kæreste hentede mig på at tale med mig og holde om mig mens jeg bare hylede. De hev mig op i et rum, væk fra folk og hentede noget mad til mig. En af deres ægtefæller er læge og tjekkede op på mig. Konkluderede at jeg nok burde være hjemme.
Det var det hele. Brystet, min virksomhed, min familie, alt. Alle de ting, jeg bare har måttet deale med og håndtere og leve med fordi sådan er det jo bare. Jeg har grædt før, selvfølgelig, men har også kunnet stoppe det igen. Det her havde jeg ingen kontrol over og hvis jeg skal være ærlig, så var det faktisk rart at sidde i et tomt rum sammen med mine søskende og bare mærke at det hele er okay. Alting skal nok gå.
De blev ved med at sige til mig at de ikke har kunnet forstå hvordan jeg har kunnet holde til alt det jeg har været igennem og stadig være positiv og optimistisk. At de synes det er okay og lidt en lettelse at der endelig er kommet en reaktion.
Der blev sagt mange kærlige ting. Min søsken, der hold festen kom også ind og holdt mig i hånden. Hviskede i mit øre inden jeg tog hjem at jeg har været i vedkommendes hjerte siden den dag jeg blev født. Tror det er sådan det burde føles at have en forælder, der elsker en.
De andre sagde også en masse ting, som hjalp, men som også lidt kom bag på mig. Den måde de fortalte hvordan de og deres omverden ser mig. De fik det til at lyde som om at jeg er et ret nice menneske. Ikke værst. De snakkede om at de synes jeg skal i en slags terapi. Jeg tænker lige over det.
Jeg var så træt indeni. Jeg er stadig træt indeni.
Vågnede her til morgen og græd videre. Det føles som gammel sygdom, der bliver skyllet ud af kroppen.
Jeg siger min kontorplads op i den kommende uge. Jeg forlader det hele. Kæreste har talt om hans frygt for at jeg skulle ende med at føle at vores nye hjem bliver mit fængsel hvis jeg arbejder hjemmefra permanent. Men faktisk er min gamle arbejdsplads mit fængsel.
Der er ikke nogle dårlige mennesker, men jeg er bare ikke den samme mere. Jeg passer ikke ind længere. Jeg kan ikke tvinge mig selv til at være et sted, der føles som fortid.
Bliver nødt til kigge fremad.
Puha en weekend ❤️❤️
Selvfølgelig uheldigt at det var til en fest, men udefra set, lyder det faktisk som et ok tidspunkt, i og med at du så let kunne blive omringet af folk der elsker dig ❤️
Og lyt til dine søskende! Som vi også har fortalt dig før, så ER du et nice mennekse! Du giver super meget til fællesskabet her, og jeg er helt sikker på at du giver endnu mere til folk omkring dig ude i den virkelige verden! ❤️
Og de har også ret i, at terapi ville være rigtig godt for dig! Du har været I gennem rigtig meget lort, og har rigtig mange ting som skal bearbejdes, hvilket du jo tydeligvis er i gang med selv. Men man skal virkelig ikke undervurdere professionel hjælp, selv om det kan tage tid at finde den rigtige ❤️
Jeg håber næste uge bliver bedre ❤️❤️
Det lyder som en ret intens weekend :(
Hvad er der med jobbet ?
Ja, det er bare hårdt ligenu. Er meget, meget træt, lol.
Mht jobbet, så er den pæne version er at jeg er vokset fra stedet og folkene eller omvendt. Måske er de vokset fra mig. Hvem ved?
Har i nogle år følt at jeg ikke længere hørte til i det miljø og den følelse bliver kun værre, så nu trækker jeg stikket.
Fed uge! Var ude og spille igen, denne gang solo med et sæt på ca en time. Vildt nervepirrende.
Og så var konen og jeg ude at se en grund i det område vi gerne vil bo. Er der nogle som har forstand på husbyggeri på pæle?
Fedt! Hvad spiller du? Gik det godt?
Jeg spiller guitar og synger. Det var bare lejrbålsguitar i en time haha. Men det var en super fed oplevelse.
Processen med at få arrangeret at andre bygger for en, eller med at bygge selv?
EDIT. ingen af delene her btw. Men ved lidt om huse, byggeri, tømrerarbejde osv.
Ja det fik jeg ikke beskrevet. Vi ville gerne have det bygget af nogen. Og af genbrugsmaterialer. Indspireret af søren vester / det åndbare hus. Men det er svært at vise hvad pokker det ville koste. Omkring 150 kvm godt udnyttet plads tænkte vi.
Kenders ikke lige søren vesters hus. De der et tv program? I så fald, er det på dr?
Åndbare huse er slf nice. Men med nutidens krav til isolering, kommer man ikke uden om en dampspærre. Hvilken åbenlyst strider mod tanken om det åndbare. Huset skal desuden trykprøves for at se om det er tæt. Diffusionsåben og tæt er slf ikke nødvendigvis modstridende.
Måske kan man lave et lidt åndbart hus, ved at have naturlige materialer indvendig der kan optage og afgive fugt. Fx mursten malet med kalk eller campexo. Ikke plastikmaling.
Kan måske også være svært at få firmaer til at stille garantier, når huset ikke er opført på traditionel ( moderne ) vis.
Angående firmaer. Pas på hvem I entrerer med. Små, nye, innovative firmaer, kan hurtigt gå konkurs. Opdel altid betalingen i bidder.
Man har mere frie rammer når man bygger sommerhus.
Jeg er gået op på 60mg i dosis på ADHD medicin (Atomoxetin) i fredags, det er grove løjer, shit jeg håber det bliver bedre de næste dage 🙃
Jeg prøvede atomoxetin af her i foråret. Hver gang jeg gik op i dosis, blev jeg til en zombie i to uger. Var simpelthen bare træt nærmest hele tiden, og så skulle man tro, at man sov godt, men jeg sov elendigt. Så jeg føler med dig :) men det gik væk, da jeg stoppede med at øge dosis. Krydser fingre for at det samme sker for dig.
Ja søvnen er lidt hård, men det gik i sig selv efter lidt tid sidste gang. Men håber godt nok det her er slut dosis, syntes bare ikke virkningen er synderlig mærkbar endnu, jeg sidder præcis ligeså uroligt som altid 😅
Der går vel også typisk op mod 6 uger, fra man er startet på en dosis, til man oplever den fulde effekt - er det ikke sådan, det er? Jeg var selv oppe at vende på 105 mg men blev så skruet ned på 80 igen, og så var jeg på det i et par måneder. Jeg oplevede dog, at det ikke gav mig specielt meget, og jeg begyndte at få nogle mærkelige bivirkninger, så jeg stoppede igen, og nu prøver jeg noget andet. Men det er jo forskelligt for alle nærmest. Mange har god effekt af atomoxetin.
Der er et eller andet med en periode, men typisk mig så fik jeg ikke hele historien med 🙃
Startede du med methylphenidat og så skiftede til atomoxetin efter?
Nope, startede på atomoxetin da jeg har lidt forhistorie med bl.a amfetamin misbrug 😅
Giver mening, haha.
Får du nogle bivirkninger, siden det virker som grove løjer?
Og hvordan virkede amfetamin på dig? Det burde vel have beroligt dig, eller hvordan virker det?
Jeg klarede mig rigtig godt til eksamener når jeg tog amfetamin, så det var lidt af en glidebane for mig 😅 atomoxetin giver mig lidt en kombi af tømmermænd og influenza, det gjorde det også da jeg startede og sidste gang jeg gik op i dosis, så håber det går samme vej nu 😊
Jeg var ikke diagnosticeret endnu, da jeg gik på universitetet. Jeg var rimelig desperat under studiet, for shit det var hårdt at koncentrere sig. Jeg undersøgte alt muligt, for at finde måder jeg kunne blive bedre til at koncentrere mig. Det var virkelig fristende at finde noget der kunne hjælpe mig igennem det. Men gjorde det ikke… i stedet for gik jeg ned med stress.
Ja okay, det lyder godt nok også ubehageligt.
Jeg har været heldig med at have meget få og overkommelige bivirkninger ved methylphenidat.



