Endnu en uge er gået og søndag er derfor en god dag hvor man kan reflektere over sit mentale helbred og dele sine tanker og på den måde afrunde den forgangne uge.
Hvordan har du haft det? Er der noget, der har fyldt meget, gjort dig glad, eller måske været udfordrende?
Del så meget eller så lidt, som du har lyst til.
Denne tråd oprettes automatisk af botten hver søndag kl 06.
Hvis du har spørgsmål til botten eller ønsker at bruge den på et fælleskab, så skriv til @President_Pyrus@feddit.dk .
Ungerne er afsat ved mormor og morfar, konen er ude med veninderne og den bette. Jeg nyder en kop kaffe og solen bryder frem.
Det gav også lidt tid til at følge op her inde. Ærligt, så savner feddit når det hele går stærkt. Hvor er det godt vi har et forum hvor mange (især jeg selv) kan føle sig trygge til at udtrykke sig, selv når livet giver knuder, ensomheden fylder mest og det kan føles som et bjerg der skal bestiges, før den første følelse af hjælp er i nærheden. 💛
Også endnu engang tak til super gruppen af mods for at holde det her kørende!
Selv på en god dag med kaffe og sol, kan der være meget på spring under overfladen. Det er der en del af os der kender til, og netop derfor gør disse tråde en forskel, at man kan skrive det som det er, uden at skulle pakke det ind først.
Edit. Nåår ja, har droppet Zetland, Information og DR nyheder nu. Jeg får ikke nok positivt ud af det mere. Den tid jeg bruger på det, er byttet ud med bøger, mere spille musik også glæder jeg mig til efterårets nye spil Transport Fever 3 og opdateringer/DLC til CK3, WarTales og Vic3 … 😅
Efter jeg skiftede arbejde for et års tiden, så har jeg arbejdet 99,9 % hjemme fra, og hold nu op hvor er det skønt. Jeg har slet, slet ikke lyst til at skulle tilbage til noget kontor lige foreløbig, men det har også betydet en stor lønnedgang, og vores økonomi er absurd presset for tiden.
Ikke at have så mange penge gør mig egentlig ikke så meget, men den efterhånden konstante usikkerhed om hvorvidt vi kan betale vores regninger når vi rammer den 1. i måneden, den er en smule angstprovokerende.
Vi prioriterer altid helbredet over økonomien herhjemme, og mit jobskifte var for at passe på mit helbred. Men nu er skiftet og nedgangen i løn også ved at være lidt hårdt for min kone og mig.
Det er en ambivalent tid hvor jeg ikke har nogen penge, ikke kan passe mit tøj længere (hjemmearbejdet har sat sig lidt på livvidden) og ikke rigtig har råd til at købe noget nyt (vægttabet er sat i gang), og så skal jeg rende rundt til konferencer og arrangementer i et for lille corporate suit og snakke med folk som er meget længere fremme i karrieren end jeg er.
Så er jeg presset på overskuddet i dagligdagen, fordi vi samtidigt gerne vil udnytte den her tid, til at have vores børn hjemme så meget som muligt fra institution. Når mit primære arbejde er ovre, så prøver jeg også at få i gang i en iværksætteridé, og det er ikke altid at børnene sover særlig godt, så er i perioder oppe 5 gange om natten… AH! Lidt overvældet. Jeg kunne selvfølgelig bare skrue noget for nogle forventninger… Men har aldrig lært hvordan man arbejder i et sundt tempo. Det har altid været meget alt eller intet.
Jeg har tidligere haft en semi-alvorlig omgang stress, hvor jeg næsten mistede håret og mit sprog blev helt ødelagt. Heldigvis har jeg siden lært rigtig meget om stress og de signaler man skal lytte efter, og jeg har lige siden godt kunne passe på mig selv, hvis det har taget overhånd. Men det er stadig alt eller intet.
Samtidig så går det jo rigtig godt med min karriere. Jeg er inviteret til “voksenbordet” inden for min branche. Jeg har kun 4 års erfaring, men har adgang til de helt rigtige mennesker, og den erfaring jeg får pga. være omkring dem, er uvurderlig.
Jeg har aldrig rigtig været typen der har kunne lide at stikke næsen frem, og tror egentlig jeg har fået banket sætningen “Du skal ikke tro du er bedre end os andre” så dybt ind i min personlighed, at det er virkelig svært at træde frem. Samtidig, så er det virkelig det jeg ønsker at gøre.
Jeg fået diagnosticeret ADHD for et par år siden, og jeg er nok også et sted på autismespektrummet, så min ageren blandt andre, er heller ikke altid helt nem.
Frem for alt, så ønsker jeg autonomi, og jeg håber at jeg via at være selvstændig på et tidspunkt kan opnå den autonomi.
Da jeg havde mit 8-16 job var det hele ligesom meget forudsigeligt. Gjorde jeg xyz, så ville jeg få mere i løn, få en forfremmelse, og det ville se rigtig godt ud økonomisk og der var ikke særlig meget usikkerhed. Det var selvfølgelig lidt kedeligt, men lige nu er det også angstprovokerende at det hele er oppe i luften på én gang.
Jeg har haft en lorte uge, faktisk i det hele taget måned, nej faktisk et års jubilæum elendighed.
jeg vil oprigtig gerne ringe til livslinjen, men er virklig bange for at de vil spore mig og overvåge mig konstant bagefter. Ved ikke hvor frygten kommer fra?
Jeg har ikke sovet mere end 3-4 timer i gennemsnit pr. dag i den her uge.
Det er vigtigt, at du får sovet. Hvis du bliver ved med ikke at kunne sove, kan du kontakte psykiatrisk skadestue akut.
Det du beskriver med at være bange for at blive overvåget lyder for mig som paranoide tanker.
Jeg vil anbefale dig at tage kontakt til psykiatrisk skadestue eller din egen læge så hurtigt som muligt, da det kan være tegn på begyndende psykose.
Du vil IKKE være psykotisk. Jeg kan ikke understrege det nok.
Den gode nyhed er, at der findes behandling mod psykose, der virker. Men det er vigtigt at få behandling så tidligt som muligt.
Jeg vil lige gentage her til sidst, at det er meget vigtigt, du får sovet. Hvis du ikke selv kan sove, så kan du få medicin, der kan hjælpe dig til at få noget søvn gennem din læge eller psykiatrisk skadestue.
Jeg beklager, hvis min kommentar fremstår lidt rodet. Jeg har heller ikke sovet så meget, men det er af andre årsager.
Jeg tror bare det er en normal tristhedsperiode, jeg fejler ikke noget men frygten for livslinjen er der stadig, men jeg vil sige 45% frygt og 50% siger det er noget vrøvl i mig. så tror ikke det er noget, men kan ikke forklare hvorfor tanken er kommet
men jeg hr ikke været udenfor døren siden onsadg
Da jeg blev psykotisk, havde jeg en frygt, som jeg godt vidste nok ikke var logisk, men derfor havde jeg den stadig. Jeg var også sådan lidt 50/50 på, om det kunne være rigtigt. Gradvist blev det dog værre for mig, uden at jeg selv kunne styre det - jeg kunne ikke rationalisere mig ud af det, selvom mine evner til at analysere og argumentere ikke fejlede noget.
Min evne til at kende forskel på virkelighed og fantasi blev gradvist forværret og til sidst fungerede den slet ikke. Jeg vidste ikke, hvad der var virkeligt længere, men zappede rundt i virkeligheder og paranoide teorier om forståelsessammenhænge i mine omgivelser. Det er lidt svært at forklare, men til sidst havde jeg en ændret bevidsthedstilstand, og for mig mindede det om at have mareridt på speed, mens man er vågen. Rædslerne, jeg oplevede, virkede helt virkelige. Psykosen virkede i sig selv som en meget fysisk ting eller sygdom, jeg ikke havde indflydelse på.
Jeg skriver det ikke for at skræmme dig, men for at fortælle, at man ikke nødvendigvis selv kan se, hvad der er ved at ske, eller selv har kontrol over udviklingen.
Jeg er ikke læge og kan ikke vurdere, hvordan din situation er. Men jeg vil anbefale dig at gå til lægen, fordi du ikke kan sove, har paranoide tanker (vrangforestillinger), og det lyder som om, du også har isoleret dig lidt. En læge vil kunne vurdere, hvad der reelt er fat og vil kunne hjælpe dig, hvad enten det, du oplever, er symptomer på søvnunderskud, evt. depression, eller du har begyndende psykotiske symptomer. Under alle omstændigheder kan du få støtte og vejledning hos lægen, og du kan have kontakt med dem, så de kan følge med i, om det evt. går i sig selv eller ej, så du ikke skal stå alene med ansvaret.
Nogle gange kan det være svært at tage til lægen, når man har det dårligt, men måske kan det hjælpe at tænke på det som en praktisk opgave, hvor succeskriteriet bare er at få fragtet sit korpus til en aftale på klinikken.
Jeg har ikke meget erfaring med depression, andet end at jeg selv havde det i et par år. Dog fik jeg aldrig hjælp til min depression, så har måske ikke lært så meget om det.
Men det lyder som apati, det du beskriver. Det er nok ikke helt unormalt sammen med depression, som det lyder til at du døjer med. Men jeg ville nok søge hjælp, hvis jeg var dig. Det kan bare være igennem din egen læge, og så blive henvist til en psykolog.
Frygten for at blive sporet og overvåget bagefter forstår jeg godt lyder skræmmende, men den holder heldigvis ikke. Livslinjen er anonym, og alle rådgivere har tavshedspligt. De ved ikke, hvem du er, medmindre du selv vælger at fortælle det, og der bliver ikke registreret eller delt oplysninger om dig.
Den eneste undtagelse er, hvis rådgiveren vurderer, at et menneskeliv er i umiddelbar fare her og nu. Så kan de involvere hjælp, fx ambulance. Men det er ikke overvågning bagefter, det er en engangshandling i en akut situation. Der bliver ikke sat noget system i gang, der følger dig efter opkaldet.
Jeg ved ikke, hvor frygten kommer fra, men den kan sagtens blive forstærket af, at du kun sover 3-4 timer om dagen. Søvnmangel kan virkelig give voldsomme, krogede angstfyldte tanker. Det er ikke det samme som, at tanker er fakta.
Et helt år med elendighed og en uge med næsten intet søvn, det lyder virkelig hårdt, og det fortjener at blive taget seriøst. Du behøver ikke have styr på noget som helst eller have en “god nok” grund, du kan bare sige det, som du skrev det her. Hvis du vælger at ringe.
Kilde på fakta om anonymitet og tavshedspligt er Livsliniens egen side; (livslinien.dk/anonymitet-og-tavshedspligt). Hvis det hjælper lidt.
Sender et varmt virtuelt kram
tak for det virtuellt krammer :3 jeg viæ prøve at ringe til dem, selvom om jeg ved ikke om jeg kan stole på at du ikke er en del af deres overvågningsnetværk
En lille betragtning, måske, men livslinjen og de fleste andre psykiatriske tjenester I Danmark kører på så små budgetter at selv hvis de ville overvåge nogle så havde de ikke midlerne til det. Håber du får hjælp og får det bedre 😀
Stærkt du tager dig selv seriøst, det er et stort skridt for dig selv. Selvom en del af dig kæmper imod. ✨
Jeg fyldte 40 denne uge. Jeg går ikke rigtig op i fødselsdage og vil helst ikke fejre min, så det blev kun til lidt god mad med en smule familie og et par venner.
Men dagen markerede samtidig 40 år som single. I 40 år har jeg aldrig formået at finde kærligheden. Så denne uge har ikke været så god mentalt. Føler mig som en kæmpe taber der ikke kan formå noget som næsten alle andre kan. Jeg burde nok bare helt opgive håbet, for skuffelsen bliver kun større for hvert år der går.
Tillykke med 40!
Føler mig som en kæmpe taber der ikke kan formå noget som næsten alle andre kan.
Det er langt fra alle der kan - der er bare mange derude der accepterer ringe eller elendige parforhold hellere end at være single.
Det kan godt føles som om man er alene mod hele verden, men tro mig, det er så meget bedre at være single og fri til at leve livet nogenlunde som man vil, end at være i et dårligt parforhold hvor hjemmet er nedtur og man ikke kan forestille sig en vej ud.
Stort tillykke med de 40, og god mad med familie og venner er sgu en fin måde at holde det på. ✨
Og årstallet som single, det kan godt mærkes på en fødselsdag, det forstår jeg godt!. Jeg vil gerne insistere på, at det ikke gør dig til en taber. 😊 Kærlighed er ikke en kompetence, nogle er bare heldige med timingen og møderne. Og der er flere singlevoksne derude, end man aner, når alle man møder åbenbart allerede er i parforhold eller normen presser det ned over os.
Håbet behøver du ikke at begrave endnu. De næste 40 år er ikke skrevet på forhånd.
Jeg har været tilbage på arbejde i fire uger efter min ferie efterhånden. Det føles dog nærmere som fire måneder, for der er blevet ekstremt travlt i min afdeling siden starten af august. Vi sidder med mange tunge sager lige nu, som kommer til at tage lang tid at håndtere. Samtidig kommer der utallige afbrydelser fra andre afdelinger, som har forespørgsler relateret til sagerne. Så jeg føler efterhånden at jeg ikke rigtig når noget, for lige så snart at jeg går i gang med noget, så kommer der en anden hastesag ind fra højre.
Puha, jeg kunne godt bruge en uges ferie mere snart…
Er der ferie i 42, eller er den næste først jul?.
Håber presset falder hen over efteråret.
Jeg har ikke planlagt noget endnu, så indtil videre er det først til jul. Jeg kunne dog godt finde på at smide et par forlængede weekender ind her og der.
En lille del af presset kommer til at gå væk i slutningen af september, men det største tror jeg ikke løser sig før februar/marts næste år.
Lyder fornuftigt når det allerede kan mærkes nu, og hvis det ikke helt forsvinder før næste år.
Ja, det er det jo nok. Heldigvis bliver toppen af presset taget af om en måned, men det vil nok stadig gavne at brænde et par fridage af. Jeg har alligevel så meget overarbejde, at jeg har fint råd til det :)
Har arbejdet hjemmefra det meste af ugen. Havde en enkelt dag, hvor jeg var inde på kontoret og med det samme kunne mærke, at jeg ikke på nogen måde var klar til at være i afsted og ude blandt mennesker. Så tog hjem med den tidligste bus.
Når jeg arbejder hjemmefra tillader jeg mig selv at lytte til youtube videoer via min google profil. Derfor er der også en algoritme, der trækker mig i alle mulige retninger og i denne uge, er jeg havnet på livskrise-tube, hvor folk i alle aldre taler om at de har mistet troen på alt eller at de er usikre på deres fremtid osv.
Jeg kan godt lide at lytte til de videoer for det minder mig om gamle youtube, hvor folk talte til et kamera om deres indre liv. Og selvom det ikke er det gladeste emne, så er der alligevel noget livsbekræftende i at lytte til folk, der tænker over deres position i livet.
Der har jeg også været flere gange i mit liv, men pt ved jeg sgu ikke om det er en livskrise jeg sidder med. Nok nærmere det modsatte. Er endelig kommet ud af den spændetrøje jeg har været fanget i, i årevis og nyder min frihed, et lille skridt ad gangen. Og selvom min karriere stadig er et kæmpe spørgsmål for mig, så er jeg kommet tilbage i rytmen, har genvundet kontrollen og oplevede i denne uge at der kom et jobtilbud ind, som min makker og jeg ikke kunne tage fordi vores kaldendre er fyldte. Det er et sundhedstegn og luksusproblem vi plejede at have hver måned, dengang det gik godt og verden stadig var nogenlunde normal.
Jeg ved ikke. Det gav mig bare en hel enorm ro at se en kunde komme tilbage selvom vi ikke lige kunne tage jobbet denne gang.
I går prøvede Kæreste og jeg at spille Ali Baba sammen. Mine nerver kunne næsten ikke holde til det, men konklussionen blev at vi skulle have fat i nogle flere spil, hvor man godt bare kan være to, for det var så hyggeligt at sidde der på gulvet sammen og spille et spil til små børn.
Haven er klar til at gå efteråret i møde og vi glæder os allerede til næste sæson. Mine forsent-plantede tomater er endelig begyndt at blive røde og vores nabo inde ved siden af er flyttet ud, mens naboerne overfor er begyndt at hyggesnakke med os over hegnet her i løbet af august. Vi er spændte på hvem der flytter ind ved siden af. Nabo-faren i huset overfor vil gerne lave en vejfest næste sommer og det synes vi er en fin ide. Brikkerne falder på plads en for en. Mit ikke-bryst heler fortsat som det skal og skifter form fra uge til uge, hvilket åbenbart er normalt. Jeg giver det massage så bindevævet ikke bliver hårdt og knudret og for at vænne mig til hvordan det føles. Det var meget grænseoverskridende at røre ved det i starten fordi nogle af nerverne er døde og huden er følelsesløs i området. Det føltes vildt klamt i starten. Nu er jeg blevet vant til det.
Ligenu er vi på vej igennem det danske landskab, mens vi lytter til “Iris” af Goo Goo Dolls. Jeg skal hjem til min søsken, Tvebak, hvor hele søskendeflokken samles for første gang. <3
Er overhovedet ikke hyped 😆
💛
Det er stærkt at tale højt om kriserne, især de værste hvor livet føles tungt og uholdbar. Keep it up! Det hjælper med at bryde det dumme tabu.
Det er skønt, godt, dejligt osv at I er landet hvor i er og der er luft til mere ✨
Takker! <3