• ok_effect@feddit.dk
    link
    fedilink
    arrow-up
    3
    ·
    22 days ago

    Længere rejsetid er efter min mening en lille pris at betale for at undgå at være med til at smadre klimaet i den grad, som flyrejser uundgåeligt gør.

    Jeg kan i øvrigt rapportere, at det fungerer fint at rejse i tog i 10-15 timer. Mine bedste råd er at rejse tidligt om morgenen, indlægge god tid til at skifte (hvis der er skift), og have godt med drikkevarer, mad og snacks med, hvis man ikke gør et længere ophold på en af de store stationer - eller bare vil undgå at bevæge sig rundt i virvaret af mennesker på dem.

    Ved rejseplanlægning i Deutsche Bahns app kan man indstille hvor lang tid, man vil have mellem togene ved skift.

    Hvis man vil rejse billigt i Tyskland, kan man købe Deutschland Ticket-abonnement til 63 euro gennem HHV Switch-appen. Man skal bare huske at afbestille den inden d. 10. i en måned. Billetten gælder til regional- og nærtransport, og Deutsche Bahns app kan indstilles til kun at vise rejser, der er dækket af Deutschland Ticket.

    Hvis man kun rejser med regionaltogene i Tyskland skal man dog indtage en sydlandsk, afslappet tilgang til tid og planlægge efter, at der vil være forsinkelser, da der, efter min beskedne erfaring, ofte er forsinkelser. Men forsinkelserne smager af besparelse, og hvis man er på vej et sted hen, man er begejstret for at få lov til at opleve, så er det ikke så slemt ❤️

    Det blev en længere og lidt mere generel smøre end planlagt. Håber det er ok, det står her og ikke blev opdelt i et svar til dig og en mere generel kommentar til tråden.