Jeg lover, at jeg ikke kommer til at gøre det til en vane at opdatere herinde, hver gang der sker det mindste i mit personlige liv. Tænker at jeg har en enkelt update i mig efter denne og så skal I nok slippe for min sæbeopera af et liv fremadrettet. 😆

Jeg ville blot nævne at operationen gik godt. Det var i går og jeg var hjemme samme dag, ét bryst lettere. Det var forfærdeligt at vente op til. Jeg græd pinligt mange gange den dag. Allermest da de lagde den der radioaktive væske, som skulle hjælpe dem til at tjekke mine lymfeknuder. Den sygeplejerske, der skulle lægge det på mig lignede en af mine søskende på en prik. Det var lidt vildt. Jeg tror det ramte mig der, at nu var det virkeligt og der var ingen vej tilbage, så jeg græd ret meget. Fik også hele tiden at vide af personalet at de godt kunne forstå det fordi jeg stadig var lige ung nok til at skulle igennem sådan noget. Og så var det også min allerførste operation ever.

Men igennem det skulle jeg jo. Alle de forfærdelige nåle den dag. @,@

Kæreste fik operationstøj på og fik lov til at holde mig i hånden mens de gjorde klar. Hans hænder var så varme i et rum, der var så koldt. Det var rart at blive indhyllet i mørket da de lagde narkosen. Fløj i et vidunderligt tomrum og jeg tror jeg drømte noget dejligt for pludselig sagde de “så er det overstået, Nangijala. Kan du lige kravle over på båren her?” Og jeg tænkte bare “ej lad da lige være! Jeg sov så godt, jo”.

De kørte mig over på opvågning hvor jeg satte mig op ret hurtigt fordi jeg følte mig klar til at tage hjem, men de bad mig lægge mig igen og sove videre. Nåh nåh. Klokken var lidt over to da jeg spurgte om jeg måtte se Kæreste og de sagde at de lige skulle tjekke mig. De syntes min puls var for høj.

Jeg lå og havde de mest latterlige narkose-drømme om grå hospitalsgange og venteværelser, hvor der sad folk i beige tøj. Det var så røvsygt at jeg hellere ville være vågen, selvom virkelighedens verden ikke var et hak mere spændende. Kiggede meget på uret på væggen. Jeg havde udsigt til søerne, hvilket var nice nok og så spillede de en masse no stress musik. Der var et skilt på væggen, der mindede personalet om at saftevand skulle skiftes hver anden time eller sådan noget. Jeg var skæv, så hvad ved jeg. Men hold nu op hvor kan de finde ud af at blande saft på hospitalet. Det var satme som at være barn igen. Og fik en lille, men meget tiltrængt sandwich. Hvorfor klager folk over hospitalsmad?? Det er sgu da pisse nice.

Kæreste sagde at min puls var så voldsom at han kunne se den dunke i min hals. Jeg spurgte sygeplejersken om det er fordi jeg er tyk at min puls er så latterlig og hun sagde at det mente hun ikke. Min kirurg kom ind og talte med mig om operationen. Hun virkede mega tilfreds med sit arbejde og det var rart.

Sygeplejersken fjernede det klamme drop i min arm, hvilket var den eneste ting jeg havde været mere opsat på at snakke om end at få Kæreste ind til min seng. Det var en lettelse. Da jeg så ned ad mig selv for første gang og den ene side var helt flad, var jeg stadig for skæv til at tænke andet end at det var da godt nok et spicy syn.

Da vi kom hjem lå der en buket blomster og en æske chokolade fra mine søskende og et meget sødt kort. Det var første og eneste gang efter operationen at jeg begyndte at græde. Jeg var alt for skæv til at græde normalt så tårerne trillede bare, mens jeg mumlede usamhængende ting. Jeg skulle tisse helt vildt og det var blåt, hvilket var det jeg havde glædet mig allermest til ved hele situationen. De havde advaret mig forinden at mit tis ville være blåt de næste 24 timer og at det ikke var farligt. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg ikke kunne vente med at sende et billede af det til min bedste veninde så hun kunne se det. Hendes reaktion skuffede ikke.

Fik talt i telefon med Tvebak, der grinte ad mig over noget jeg sagde. “Ja, du er vist stadig påvirket af narkosen”. Og det var jeg åbenbart. Verden var normal, men jeg var i slow motion. Bevægelser og ord og min fatteevne var hysterisk langsomme sammenlignet med normalen. Jeg fik sovet lidt og så kom hjemmesygeplejersken om aftenen og gav mig blodfortyndende medicin med en nål (yay!🎉 det skal jeg igennem hver aften i 14 dage 🥳🥳) og det gjorde pisse ondt og det var overhovedet ikke nogen lille nål, som de havde sagt på hospitalet. Get fucked D8

Sygeplejersken var tilgengæld mega sød, ligesom alt personalet har været indtil nu. Hun blev hos os i et stykke tid og vi fik udvekslet telefonnumre og snakket lidt frem og tilbage om alt muligt. Hun blev ved med at sige at vi boede et mega dejligt sted og at vores hus var super hyggeligt. 💪 og det er jo heller ikke løgn.

“Vi har spætter” sagde jeg og det syntes hun var sejt.

Jeg skulle sove på en bestemt måde som ikke er naturlig for mig og nu gør alle muskler i min krop ondt. Jeg er nødt til at kompensere hele tiden samtidig med, at jeg laver øvelser med min arm så der er muskler jeg ikke anede jeg havde, som er kommet på overarbejde. Jeg morer mig lidt over at alt andet end mit sår gør ondt. Føles vitterlig som om jeg har fået tæsk med et jernrør over hele kroppen, men mit sår chiller bare.

Jeg har heller aldrig ædt så mange piller i mit liv som jeg har gjort de sidste to dage. Så meget smertestillende. Holy shit. Kæreste fik et papir med tidspunkter, hvor jeg skal tage pillerne og det står han for, ellers ved vi begge to godt at jeg glemmer det. I det hele taget skal Kæreste have så meget ros og fanfare. Fuck man. Jeg vidste jo godt at han var en god en, men åh. Han sagde det selv: I medgang og modgang. 🥹

Han har også været lidt i protector-mode i dag, da vi skulle ind og tjekkes på hospitalet. Folk kigger jo. Jeg ser mærkelig ud. Asymmetrisk og skæv. Kæreste tog mig i hånden og så gik vi afsted som om det hele var normalt.

Såret så rigtig fint ud og sygeplejersken var tilfreds med det. Hun gav mig en bh med en vat-pat i og da hun havde monteret den på mig, så jeg fuldstændig normal ud. Kæreste lyste op. Han var så glad for at nu kunne jeg være ude blandt folk uden at skulle frygte deres blikke.

Jeg går lidt og venter på at der kommer en eller anden traumereaktion over det jeg har været igennem, men indtil videre er det, der modsatte jeg oplever. Jeg er meget lettet. Jeg har været så stresset i så lang tid at mine sanser har været påvirket.

Jeg fik briller på et tidspunkt fordi jeg ikke kunne se ordentligt og i de sidste par år, har jeg fået dårligere og dårligere hørelse. Jeg kan fx ikke høre græshopper længere.

Men i dag, da jeg sad med terrassedøren åben og så en film, da kunne jeg pludselig høre dem. Græshopperne i min have. Jeg kunne høre dem!! Og måske er jeg også bare fjollet, men jeg synes også at alting har kraftigere og flottere farver end de har haft længe. Mit syn flimrer næsten ikke mere. Der var et tidspunkt sidste år, hvor jeg græd fordi vi tog ud for at kigge på stjerner og mit syn flimrede så meget at jeg faktisk ikke kunne se dem.

Men alt har ændret sig på en underlig måde. Sort er sort i stedet for grå flimmer. Jeg kan høre græshopperne! Jeg kan sågar dufte mine urter i haven. Helt ind i soveværelset. Og det nyvaskede sengetøj. Og maden, kæreste laver. Jeg kan lugte mit smølfepis, hvilket ikke er den mest behagelige lugt. Ti virile hankatte kan ikke måle sig med mit hospitalspis. Men hold kæft hvor alting dufter. Jeg har haft næsen helt nede i vores kaprifolier i flere uger og ikke kunnet lugte en skid. Fuck mand, hvor har jeg været så meget mere stresset end jeg troede jeg var. Hvor er livet dog dejligt når man kan sanse det ordentligt.

Ja, jo, de skar noget af min krop og hvad ved jeg, men jeg tror ikke I forstår hvor lykkelig jeg er ligenu. Det vælter ind konstant med beskeder fra folk der holder af mig. Selv vores kunder har skrevet til mig på vores gamle virksomhedsmail og alle siger det samme: fuck deadlines, det her er vigtigere. I bliver færdige når I bliver færdige.

Jeg havde oprigtigt ikke forventet det overhovedet. Det er virkelig det stress kan gøre ved en. Man kan blive så alene inde i hovedet at man kan bilde sig selv ind at man ikke betyder noget for nogen. Ikke sådan rigtigt. Men fuck mand, det er virkelig gået op for mig, at jeg ikke er alene.

Og nu nyder jeg bare at mine sanser er et bedre sted. Min tinnitus har ikke været så lav som den er nu siden før corona. Det er vitterlig blot den gamle summen, jeg har haft siden jeg var barn. Og jeg havde troet i alle de år at jeg havde ødelagt min hørelse fordi jeg bruger earbuds. Men det var bare stress.

Måske kommer der en reaktion en dag, der river mig tilbage ned i mit stress-helvede, men fuck hvor jeg nyder livet ligenu. Sagde også til min svigermor at jeg var glad for min vat-pat for selvom jeg egentlig ikke tog mig super meget af at folk glor, så gider jeg heller ikke de der medlidende blikke som om jeg er et offer eller sådan noget. Seriøst, jeg havde det så meget værre da jeg var intakt fordi alt i mit liv handlede om at holde ud og vente for evigt. Limbo hele tiden. Det her med brystet er den første ting, der har løst sig og som er så godt som overstået i de sidste tre år af mit liv. Jeg vil hellere have ting skåret af mig end at fortsætte det lorteliv, hvor jeg er en slave for andres beslutninger hele tiden og bliver revet rundt i en manege jeg ikke selv har bygget eller haft indflydelse på, men alligevel forventes at opretholde og bære for andres skyld.

Lad mig nyde, hvor grønne træerne er, hvor kraftigt min salvie dufter og lyden af græshopperne i aftensolen.