Først lidt baggrundsviden, for at kunne forholde sig bedre til situationen:
Min kæreste og jeg har været sammen i 5 år, er uheldigvis begge mellem jobs, på dagpenge, og vi bor ikke sammen. Hendes husleje ligger urimeligt højt, så hun har kun ca. 2000,- at gøre godt med pr. måned. Min ligger noget lavere, så jeg deler med glæde min økonomi med hende og giver altid når vi er ude og handle og når hun spørger, medmindre pengene går til cola, smøger, etc… Hun kommer hjemme hos mig hver eneste dag, og bor der nærmest, men vi foretrækker hovedsageligt at sove hver for sig. Vi har valgt ikke at bo sammen, fordi det ikke er gået godt før i tiden.
Og nu til hændelsen:
I dag kunne jeg ikke finde den 500-seddel jeg havde lagt til side fra en Dba-handel. Derfor ringede jeg til hende, og spurgte, om hun kender til det, og hun indrømmede med det samme, med lidt skam i stemmen, at dem havde hun taget. Det er selvfølgelig fint at hun indrømmer det med det samme, men jeg blev ret tosset over at hun ikke spurgte inden. Samtidig føler jeg ikke at det er i orden, at der er gået mindst er en uge siden hun har taget den, uden at sige noget. Jeg har lyst til at tilgive hende, og glemme det og komme videre, men samtidig siger min fornuft at jeg skal respektere mig selv og ikke finde mig i det.
Hun ser på det på den måde, at hun bare har taget nogle penge der lå fremme hos hende og kæresten, og at hun lånte pengene fordi hendes kort ikke virkede. Hun sagde og at hun selvfølgelig ville betale dem tilbage, men samtidig synes jeg det er underligt, at det er så lang tid siden pengene er forsvundet, og hun aldrig har nævnt noget. Det handler ikke så meget om pengene, men mere princippet om at man ikke stjæler, og især ikke fra sin nærmeste. Derudover har hun forsvaret sig selv, sagt at hun ikke ville have noget imod hvis jeg havde taget hendes 500 kr., gaslighted, og sagt at jeg altid er så sur, i stedet for at krybe til korset og bede og tilgivelse, hvilket har triggered mig endnu mere, fået mig til at eksplodere af raseri, kaldt hende diverse, og følt at mine grænser er blevet trådt godt og grundigt på. I min optik er det ikke lige tidspunktet for at skændes med sin kæreste, men i stedet burde han vel lægge sig fladt ned, sige undskyld og bede om tilgivelse. Eller hvad? Er det mig der er smålig? Ser jeg forkert på det, og skal jeg bare acceptere at min nærmeste har taget de 500 kr. uden at sige noget, men samtidig indrømmer blankt at det er hende der har taget dem?
Igen, det handler ikke om pengene. Det handler mere om at hun har stjålet fra mig, fordi det er jo sådan set definitionen af tyveri. Og ja, jeg svarer måske på mit eget spørgsmål, men jeg leder efter andre perspektiver, og en eller anden måde at tilgive på, fordi hun har ikke stjålet fra mig før, og jeg holder jo af hende.
Ja. Jeg må se hvordan hun takler den her. Hvis hun skaber mere mudderkast tænker jeg at det er alt for den 25-øre, som man siger på godt gammeldags dansk
Jeg bider mærke i du “kalder hende for diverse” - det lyder ikke rart.
For nogen betyder penge bare ikke særlig meget.
Jeg læser det som om du flipper rimeligt meget ud over noget hun indrømmer med det samme.
Måske er du the arsehole?
Men jeg bider mærke i at penge bare ikke betyder så meget for nogen. Det vil jeg tage med mig. Vil dog stadig mene at man skal huske at penge ikke bare falder ned fra himlen
Jeg bliver bare så træt, når man ikke kan stå inde for sine fejl, og sige man var galt på den og undskyld, i stedet for at gå i forsvarsposition og parrere alle argumenter med gaslighting. Husk lige på at det var hende der stjal fra mig til at starte med.
Ja, der blev brugt nogle hårde ord, men når man ikke vil tage ansvar for sine handlinger og i stedet begynder at diskutere til døde, så vil man også gerne derud. Så nej, jeg vil ikke sige at jeg er the asshole.
Men ideelt set burde jeg bare smække røret på og ignorere hende i noget tid. Hvis ikke for evigt
Måske har jeg bare en anden tilgang til den slags men jeg ville personligt finde den slags fornærmet stilhed ret barnligt, og ville aldrig selv bruge sådan en stilhed. Jeg forstår udmærket at du er fornærmet, og det har du god grund til, men der skal snakkes om det.
Et forhold overlever kun via kommunikation. At straffe med stilhed er ikke noget der reparerer forholdet.
Men du kan jo også spørge dig selv om det faktisk er noget du har lyst til at reparere. Du virker tvivlende og giver udtryk for at det her sagtens kunne være grund til at slå op. Jeg skal ikke sige til dig om du skal gøre hverken eller, men jeg vil dog pointere at forholdet allerede står på vaklende fundament hvis du er derude hvor du overvejer at slå op - så er kærligheden ikke stærk nok, ville jeg selv synes.
Men hvis kommunikationen ikke når nogen vegne er det nok det bedste bud. Som jeg tidligere har sagt, går hun udelukkende i forsvarsposition og gaslighter, i stedet for at indrømme at det hun gjorde var dumt og sige undskyld. Det fører ingen vegne hen, og er kun drænende. Jeg skrev også til en anden kommentar at jeg vil vente på at hun ringer til mig, og alt afhængigt af udfaldet af dette, finder jeg ud af om forholdet skal fortsætte eller ej. Det kunne sagtens forstås som at jeg vil ignorere hendes opkald, og det vil jeg gerne trække tilbage. Jeg gider bare ikke diskutere med hende mere
Vis et opkald afgører jeres forhold, tænker jeg ikke der er meget forhold.
Jeg forstår din vrede, men når ingen af jer kommunikerer modent, så går det ikke er godt sted hænd…
Hun skulle aldrig have stjålet. Du skulle ikke kalde hende skældsord osv. Den enes dårlige handling undskylder/berettigerer ikke den andens dårlige handling - man er ansvarlig for sig selv, og vælger selv om man er den større eller mindre person.
Nogle gange når et forhold også et punkt hvor man “spiller hinanden dårlige” istedet for gode - når man det punkt er det værd at overveje om man kan rette op på det (om der er vilje dertil) eller om man bør slutte det før man skilles i mere sårede følelser.
Jeg forstår din holdning, og det ville da gøre sig gældende i perfekte verden. Nu forholder det sig sådan at hun startede med at stjæle fra mig, og jeg ved ikke med dig, men når jeg fanger folk i at stjæle fra mig går det ikke stille for sig. Det er ulovligt, og jeg kunne have meldt det til politiet, fortalt hendes familie eller andre om det, men det undlader jeg, af respekt for hende. Som jeg tidligere har skrevet, har jeg været flink nok til at hjælpe hende økonomisk uden at forvente noget som helst retur, så når hun samtidig stjæler fra mig og derefter vælger et skænderi frem for at lægge sig fladt ned, føler jeg mig godt nok forrådt x3. Jeg er også et menneske, og jeg har stadig ikke gjort noget ulovligt, så jeg mener ikke at man kan antaste mig for det der er sket, ud fra mine beskrivelser.
Heldigvis lever vi ikke i visse afrikanske lande hvor straffen for at stjæle er noget jeg ikke engang vil udtale mig om.
Min pointe var hovedsageligt at vis i ikke er gode for hinanden, uanset hvad reaktion man mener sig berettiget til, så er der måske ikke robund for et sundt forhold. Men jeg kender hverken dig eller hende, så det skal tages med et gram salt.
Personligt ville jeg også være vred, og har da også prøvet mennesker har skuffet og svigtet - det har de fleste nok. Hvad andre gør og hvordan de reagerer ligger udenfor ens magt at ændre, men hvordan man reagere er inderfor ens magt.
For mig er det vigtigere at jeg reagere på en måde jeg kan stå indenfor, fremfor jeg for sat vedkommende på plads - fred være med vis du har det anderledes, vi er ikke ens. Men uanset hvor berettiget man er til at vise vrede eller kulde, er det ukonstruktivt. Så i bund og grund er der valg - indled en dialog og gør det på en god måde, se om i kan tilgive og nå til forståelse (hvilket jeg hører dig sige at du har prøvet) eller konkluder at sagen er tabt og tag den derfra… Der selvfølgelig sikkert andre muligheder, som at at være berettiget giftige overfor hinanden osv. Men det bare ikke godt eller rart for nogen.
Jeg ikke ude på at fordømme (eller antaste, som du skriver) hvordan noget af jer har handlet, jeg sikker på i har hver jeres grunde.
Nej nej, jeg prøver bare at udfordre dine pointer, fordi jeg er lidt i vildrede over det her. Det er helt fair og giver mening, det du skriver. Jeg har selv haft tanken at vi trækker hinanden ned, men problemet er også at vi er vokset sammen (ved ikke hvordan jeg ellers skal formulere det :)), og vi bliver nærmest syge hvis vi ikke er sammen. Tak for dit skriv.
HEJ! Først og fremmet: Måske skulle du slappe lidt af ik? Det er kun 500kr…
Nu kender jeg ikke jeres miljø men det er sådan at hvis man står uden penge længe så skaber det en form for desperation.
Som eksempel lad os sige der er en sød gammel dame i en butik som taber sin pung og der ligger 1000kr i den… så vil man jo samle den op og give den tilbage til damen og måske tilføje at hun skal passe på sine penge ik? MEN hvis man er super fattig og har været det længe så vil man tage pengene og smide pungen i den nærmeste skraldespand. Det er ikke kønt, men det er sådan som det er.
Ærlighed. værdighed, principper og alt det der glider desværre i baggrunden hvis man er ramt af stærk fattigdom hvilket mange jo desværre er af forskellige grunde. Måske er det sådan noget der har spillet ind mellem jer?
Mht. alt det der med tyveri, politi og “sige det til hendes familie”? Så er det et klart nej fra mig af. Med 2k om måneden til sig selv er hun i en økonomisk desperat situation hvor hun ikke kan overleve for det. At melde hende er ikke noget jeg ville være med på og at sige det til hendes familie er fuldstændigt hen i vejret og skal du bare ikke gøre. Kan du måske gide sige hvorfor du føler et behov for at gøre sådan mod hende?
Prøv at finde noget empati for hende og sig til hende at hun ikke behøver tage dine ting, men bare skal spørge hvis hun mangler noget. Du kan jo også bare lægge 5000kr på bordet næste gang ik og hvis hun snupper dem også, så ved du hvor du har hende… Smart… hvis jeg selv skal sige det.
Jeg har skrevet flere gange at det ikke er pengene det handler om. Hun lever ikke i ekstrem fattigdom. Og har jeg ikke sagt at jeg netop IKKE har tænkt mig at sige det til hverken hendes familie, Politi eller andre? Det eneste der skuffer mig er at hun som voksen menneske ikke spurgte før hun tog, og hun har haft masser af tid til at sige det. Jeg har endda prøvet at ringe til hende om det for at snakke med hende, og ja, hun lader mig ikke tale, og erkender ikke sin fejl. Empati har jeg haft i meget lang tid, men der er en grænse, og nogle gange må man bare tage ansvar for sine handlinger.
At tage en pause i kommunikationen lyder som en god ide, da de vist har haft rigelig dårlig kommunikation ind til nu. Men meld ud at det er det der sker.
Selvfølgelig.