Det er nok mere de potentielle sociale omkostninger ved “ikke at være en del af klubben” med løbehjul. Børn kan være nogle små lede psykopater overfor hinanden, og det er måske frygten for ar ens barn skal blive en af de socialt udstødte der får nogle forældre til at have svært ved at sige nej. Er man først havnet i den gruppe, så er løbet så godt som kørt (socialt set) medmindre man skifter skole.
Måske jeg tager fejl og det bare er min egen frygt jeg projicerer på problemet. Jeg var selv en af dem der blev udstødt og mobbet, og jeg vil for alt i verden ikke have mine børn skal igennem det samme.
Edit: OK artiklen maler godt nok et andet billede med forældre der bare ikke vil have deres børn bliver sure eller kede af, at de ikke må få det…fuck det, det er fandme for vattet så.
Jeg tager lige udgangspunkt i det du skrev først, ikke din edit.
Det er naturligvis en skod situation for et barn at blive udstødt socialt, og det kan i nogle tilfælde have længerevarende følger for dem hvis mobberiet er specielt grovt. Men hvis alternativet er at barnet er i den “in” gruppe som udstøder og mobber andre børn for ting ude af deres kontrol, vil man så virkelig have sit barn med i den gruppe?
Men hvis alternativet er at barnet er i den “in” gruppe som udstøder og mobber andre børn for ting ude af deres kontrol, vil man så virkelig have sit barn med i den gruppe?
Ideelt set nej, men hvis det er det eller mobbet synder og sammen, hvad er så bedst?
Det er et godt spørgsmål, og der er selvfølgelig ikke 2 situationer der er helt ens, men som udgangspunkt i min egen erfaring for 15-20 år siden, så behøver røvhuller ikke en undskyldning for at være røvhuller, de laver en hvis de ikke kan lide dig. Så jeg tror ikke at det er super effektivt at give efter, da jeg ikke er overbevist om at det ændrer specielt meget. Men med basis i idéen om at det hjælper hvis man selv er et af røvhullerne, så er jeg ikke overbevist om at det langsigtet fører til et nemmere eller bedre liv, hvis man lærer fra barn at andre skal køres under bussen så man selv har en plads som passager.
Det er nok mere de potentielle sociale omkostninger ved “ikke at være en del af klubben” med løbehjul. Børn kan være nogle små lede psykopater overfor hinanden, og det er måske frygten for ar ens barn skal blive en af de socialt udstødte der får nogle forældre til at have svært ved at sige nej. Er man først havnet i den gruppe, så er løbet så godt som kørt (socialt set) medmindre man skifter skole.
Måske jeg tager fejl og det bare er min egen frygt jeg projicerer på problemet. Jeg var selv en af dem der blev udstødt og mobbet, og jeg vil for alt i verden ikke have mine børn skal igennem det samme.
Edit: OK artiklen maler godt nok et andet billede med forældre der bare ikke vil have deres børn bliver sure eller kede af, at de ikke må få det…fuck det, det er fandme for vattet så.
Jeg tager lige udgangspunkt i det du skrev først, ikke din edit.
Det er naturligvis en skod situation for et barn at blive udstødt socialt, og det kan i nogle tilfælde have længerevarende følger for dem hvis mobberiet er specielt grovt. Men hvis alternativet er at barnet er i den “in” gruppe som udstøder og mobber andre børn for ting ude af deres kontrol, vil man så virkelig have sit barn med i den gruppe?
Ideelt set nej, men hvis det er det eller mobbet synder og sammen, hvad er så bedst?
Det er et godt spørgsmål, og der er selvfølgelig ikke 2 situationer der er helt ens, men som udgangspunkt i min egen erfaring for 15-20 år siden, så behøver røvhuller ikke en undskyldning for at være røvhuller, de laver en hvis de ikke kan lide dig. Så jeg tror ikke at det er super effektivt at give efter, da jeg ikke er overbevist om at det ændrer specielt meget. Men med basis i idéen om at det hjælper hvis man selv er et af røvhullerne, så er jeg ikke overbevist om at det langsigtet fører til et nemmere eller bedre liv, hvis man lærer fra barn at andre skal køres under bussen så man selv har en plads som passager.