En undersøgelse fra DM viser, at hverdagen halter for mange småbørnsfamilier - arbejdslivet er ikke indrettet til livet med små børn og konsekvenserne er store vurderer ekspert.
Jeg vil på ingen måde negligere din situation, det lyder hårdt og jeg er sikker på du gør et brand godt arbejde. Kønnet tænker jeg er fuldstændig irrelevant der. Både at være alene og have et barn med særlige behov er hårdt på så mange fronter - men, at den situation er hård betyder ikke andre, mindre belastede livssituationer, ikke kan være problematiske og med relevante dilemmaer og udfordringer. At nogle har det værre, gør ikke at den anden gruppe ikke kan have det slemt nok, og der er noget at være opmærksom på.
Jeg har en dejlig mand, og et godt samarbejde omkring forældrerollen, men kan stadig mærke genkendelse i at mit arbejdsliv modarbejder mit ønske om at være tilstrækkelig i forældrerollen. Jeg erkender samtidig at mange har det sværere. Det ændre ikke mit ønske om bedre kår.
Jeg mener man bør udtale sig med en vis grad af påpasselighed, når man udtaler sig om køn og grupper. Det gør momfluensere og manderettighedsmænd som hovedregel ikke. De skærer deres budskaber til med særligt fokus på at aktivere deres ekkokammer med fortjeneste for øje. Det er det, som jeg aktiverer harme hos mig særligt når man på en ret konkret måde rammes i krydsfeltet af begge gruppers diskurser om køn og omsorgsarbejde.
Jeg har intet problem med, at nogle påpeger at man selvfølgelig bør dele opgaverne tilstræbt ligeligt i et forælderskab.
Det handler nok i stor grad om en større fleksibilitet fra min arbejdsplads… Men må nok også erkende at en stor del handler om en selvskabt livssituation. De valg jeg har taget, jobmæssigt, i sin tid uddannelsesmæssigt og hvordan jeg bor, skolevalg til børnene, fritidsaktiviteter mm. Præger jo alt sammen hvad jeg har af frihed både tids og økonomi mæssigt. I bund og grund bør jeg holde mig for at klage.
Nej, det bør du ikke holde dig fra, hvis du føler for det, det er svært, og dine valg er jo også præget af omgivelsernes og samfundets forventninger. Jeg tror vi alle (hver og en) kan have godt af at reflektere over hvad vi ønsker at prioritere, men det er ikke spor let for nogen af os, og uanset hvad er det at klage og brokke sig egentlig bare noget vi mennesker virkelig, virkelig har brug for at kunne gøre…
Jeg vil på ingen måde negligere din situation, det lyder hårdt og jeg er sikker på du gør et brand godt arbejde. Kønnet tænker jeg er fuldstændig irrelevant der. Både at være alene og have et barn med særlige behov er hårdt på så mange fronter - men, at den situation er hård betyder ikke andre, mindre belastede livssituationer, ikke kan være problematiske og med relevante dilemmaer og udfordringer. At nogle har det værre, gør ikke at den anden gruppe ikke kan have det slemt nok, og der er noget at være opmærksom på.
Jeg har en dejlig mand, og et godt samarbejde omkring forældrerollen, men kan stadig mærke genkendelse i at mit arbejdsliv modarbejder mit ønske om at være tilstrækkelig i forældrerollen. Jeg erkender samtidig at mange har det sværere. Det ændre ikke mit ønske om bedre kår.
Jeg mener man bør udtale sig med en vis grad af påpasselighed, når man udtaler sig om køn og grupper. Det gør momfluensere og manderettighedsmænd som hovedregel ikke. De skærer deres budskaber til med særligt fokus på at aktivere deres ekkokammer med fortjeneste for øje. Det er det, som jeg aktiverer harme hos mig særligt når man på en ret konkret måde rammes i krydsfeltet af begge gruppers diskurser om køn og omsorgsarbejde.
Jeg har intet problem med, at nogle påpeger at man selvfølgelig bør dele opgaverne tilstræbt ligeligt i et forælderskab.
Forstår jeg, følte bare ikke helt det var det der skete i artiklen?
Hvilke kår kunne godt ønske dig var anderledes?
Det handler nok i stor grad om en større fleksibilitet fra min arbejdsplads… Men må nok også erkende at en stor del handler om en selvskabt livssituation. De valg jeg har taget, jobmæssigt, i sin tid uddannelsesmæssigt og hvordan jeg bor, skolevalg til børnene, fritidsaktiviteter mm. Præger jo alt sammen hvad jeg har af frihed både tids og økonomi mæssigt. I bund og grund bør jeg holde mig for at klage.
Nej, det bør du ikke holde dig fra, hvis du føler for det, det er svært, og dine valg er jo også præget af omgivelsernes og samfundets forventninger. Jeg tror vi alle (hver og en) kan have godt af at reflektere over hvad vi ønsker at prioritere, men det er ikke spor let for nogen af os, og uanset hvad er det at klage og brokke sig egentlig bare noget vi mennesker virkelig, virkelig har brug for at kunne gøre…